Det meste af marts måned har Malene Landgreen og hendes assistenter haft travlt med at omsætte kunstnerens forslag til udsmykning af multihallen i farver og former, hvor sport, fællesskab og demokrati sammen med stedets arkitektur og materialer er blevet en del af fortællingen. Nu er Landgreens værk og den øvrige nye kunst på Nyborg Gymnasium klar.
Totaludsmykning
”Vi har med stor interesse fulgt Malenes arbejde med at gøre sit store værk til en synlig del af hverdagen på vores i forvejen smukke skole. Jeg synes, at hun med sit forslag ganske mesterligt har fanget ånden på gymnasiet, hvor netop sport, fællesskab, demokrati og i øvrigt rummelighed præger skolelivet. Hendes dynamiske brug af farver i udsmykningen er derfor spot on,” siger rektor Henrik Vestergaard Stokholm og fortsætter:
”Nyborg Gymnasium står nu med en totaludsmykning, der giver nogle helt nye kunstneriske dimensioner til livet på skolen. På sin vis spejler værkerne en stor kunstnerisk åre og tradition på skolen, som der nu bliver sat en tyk streg under med Ny Carlsbergfondets flotte støtte.”
Et tværsnit i dansk samtidskunst
Den kunstneriske udsmykning af Nyborg Gymnasium leverer betragtelige nedslag i dansk samtidskunst med malerier, skulpturer, installationer og grafik af Thomas Bang, Maiken Bent, Ursula Reuter Christiansen, HuskMitNavn, Malene Landgreen, Asmund Havsteen-Mikkelsen, Jørgen Haugen Sørensen og Mette Winckelmann samt en fotografisk serie af den anerkendte tyske kunstner Thomas Struth.
”På Nyborg Gymnasium har man fra starten været yderst dedikeret og ambitiøs i ønsket om at åbne op for kunsten og lade den integrere i gymnasiets dagligdag. Derfor er det en stor glæde for os i Ny Carlsbergfondet nu at kunne sikre, at såvel elever som medarbejdere fremover får adgang til et alsidigt og kvalitetsmæssigt højt tværsnit i samtidskunsten,” udtaler bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet Morten Kyndrup.