Kunst og kultur er det område på finansloven, hvor flest danskere helst vil spare. Har danskerne mistet troen på kunsten? Er kunsten blot en hyggelig luksus søndag eftermiddag? Er den kunst, der skabes, nødvendig og relevant nok? Er den italienske premierminister omvendt på rette spor, når han vil investere mia. i kultur som et middel til terrorbekæmpelse? Ny Carlsbergfondet, der årligt uddeler over 100 mio. kr. til billedkunst, tager debatten på scenen i Gæstgiveren, Allinge, lørdag den 18. juni kl. 10-11 situationen alvorligt og spørger: Hvad skal vi med kunsten?
Paneldeltagere: Morten Hesseldahl, direktør for Det Kgl. Teater, Alex Ahrendtsen, kultur- og uddannelsesordfører Dansk Folkeparti, billedkunstner Dorte Jelstrup og Mikkel Bogh, direktør på Statens Museum for Kunst. Politikens kulturredaktør Rune Lykkeberg er debattens moderator.
Bobler og bevillinger
Carlsbergfondet og Tuborgfondet lægger også op til debat. Carlsbergfondet diskuterer ’bobler’ fredag den 17. Juni 11.30-12.30 i Gæstgiveren. På scenen er: Vincent F. Hendricks, Professor, Københavns Universitet, Thomas Bernt Henriksen, debatredaktør, Børsen, Nina Perrin-Munch, kommunikationsdirektør, Finansrådet, og Steen Bocian, cheføkonom, Dansk Erhverv. Tuborgfondet inviterer organisationer, NGO’er og foreninger til at præsentere deres idé live på Gæstgiverens scene, hvorefter det er op til Tuborgfondets bestyrelse at vurdere, hvem der har fortjent at gå hjem med henholdsvis 100.000 kr. og 50.000 kr.