Fondation Beyeler i Riehen/Basel er scenen for Olafur Eliassons nyeste installationsværk Life. Det omfavnende værk er skabt med henblik på at aktivere alle vores sanser. De lange, mørke trægange, der slører grænsen mellem ude og inde, fører gæster igennem et væld af lyd-, duft- og synsoplevelser. Trægangene omsluttes af en fluorescerende grøn dam, hvori flora og andet liv vokser og færdes. I selskab med insekters summen og lyden af fjern trafik udvikles den besøgendes oplevelse til en panoramisk bevidsthed om det liv, installationen huser.
Sanselig sameksistens
I Eliassons installationer undersøges og udfordres vores sanseapparat for at skabe opmærksomhed på menneskets kropslige tilstedeværelse i rummet såvel som i verden. Som oftest er naturen et centralt emne i hans kunst. Det er nemlig ønsket om sameksistens mellem mennesker og organismer, mellem civilisation og natur, der lægger ham på sinde: ”Jeg håber, at Life animerer de besøgende til at opleve sig selv som dele af et udvidet – åbent og usikkert – landskab, som sammensatte væsener, der er fanget i større, uregerlige økologier,” siger Olafur Eliasson om Life.
Tilgængelige rum
Ved Fondation Beyeler skabes der harmoni mellem kunst, arkitektur og natur. Bygningen og dets glasfacader, designet af Renzo Piano, konverserer med den omkringliggende Berower Park. Lyset animerer arkitekturen og det kunstneriske indhold, der ligeledes transcenderer bygningens fysiske grænser.
Life kan her åbne sig op og kreere nye fysiske, sociale såvel som konceptuelle rum. Med døre og vinduer fjernet forbindes installationen med omgivelserne, og museet står dermed åbent dag og nat, hvor ændringer i farve og lys bemærkes. Således opleves værket både indefra og udefra samt i bevægelse, når den besøgende følger trægangenes forløb. De nye rum giver plads til flere, varierede sanseindtryk, og Eliassons kunstneriske visioner går derfor hånd i hånd med Fondation Beyelers æstetik.
Edderkoppernes netværk
Life er tilgængelig 24/7. Ny Carlsbergfondet har støttet den digitale platform, der via integrerede kameraer i udstillingen gør den tilgængelig på tværs af tid og sted. Kameraerne imiterer perspektivet af eksempelvis edderkopper og går i ét med installationens udtryk.
Life er i en kontinuerlig transformation. Udstillingen kan opleves frem til juli 2021. Oplev Life her.
Om Olafur Eliasson
Dansk-islandske Olafur Eliasson (f. 1967) er uddannet ved Kunstakademiet i København. Han bevæger sig mellem flere kunstformer, heriblandt foto, video, skulptur samt maleri og installation og har skabt en lang række udsmykninger i det offentlige rum. Eliasson har haft adskillige soloudstillinger på førende museer såsom Tate Modern og MoMA. Han har ligeledes deltaget i udstillinger på Fondation Beyeler, heriblandt Claude Monet… up to digital Impressionism (2002), ligesom hans værker er repræsenteret i museets faste samling.