Med Martin Erik Andersens kunstneriske ornamentbelægning er pladsen foran museet nu forandret til en imødekommende æstetisk helhed, som både forholder sig til den omgivende arkitektur såvel som det indhold som den besøgende møder inde på museet.
Vestlig og ikke-vestlig kunst
Udsmykningen er disponeret over billedhuggeren Astrid Noacks (1858-1954) bronzeskulptur Anna Ancher, der i forvejen er placeret centralt på pladsen. I Martin Erik Andersens arabisk inspirerede ornamentbelægning, er Noacks skulptur fortsat det centrale omdrejningspunkt. Da netop forbindelsen mellem vestlig og ikke-vestlig kunst er et af Holstebro Kunstmuseums væsentligste samlingsmæssige kendetegn, forholder udsmykningen sig således til museets udstillingstradition.
Ornamentik
Martin Erik Andersen har altid haft interesse for ornamentik og mønsterdannelse. Idéen til det 12-stjernede mønster stammer fra stiftmosaikkerne i Ibrahim Agha al-Mustahfizans mausoleum i Cairo, som har ageret hjørnesten i Martin Erik Andersens kunstneriske projekt.
Om udformningen af pladsen udtaler Martin Erik Andersen: ”Ornamentik og mønsterdannelse har historisk set haft en kulturelt overskridende karakter. De er med andre ord til stadighed blevet udvekslet på tværs af religiøse, magtpolitiske og økonomiske skel. Kulturhistorisk set er der ikke en skarp grænse mellem vestlig og østlig ornamentik. Al islamisk ornamentik bygger strukturelt set på euklidisk cirkelslagsgeometri og har dermed haft et løbende dekorativt feedback til europæisk kultur”
Om Martin Erik Andersen
Martin Erik Andersen (f. 1964) er uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i København (1985-92). Under sin studietid bosatte han sig i Cairo, hvor han studerede ved El Fonuun-Gamila-akademiet. Han har udført flere store udsmykningsopgaver ved Horsens Kunstmuseum samt i Det Kgl. Biblioteks afdeling ved Københavns Universitet Amager og er repræsenteret i samlingerne på Statens Museum for Kunst, Horsens Kunstmuseum, ARKEN, KUNSTEN, ARoS samt Holstebro Kunstmuseum.