På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus har Pipilotti Rist lavet sin hidtil største stedsspecifikke videoinstallation Jordlys og pingpong med solen. Med farver og former skaber værket en levende arkitektur på den ny campus og oplyser bygningen både indefra og til dels udefra.

Levende billeder og farveeksplosioner

Kunstværket består af fire projiceringer, installeret i fire forskellige områder på skolen, samt 108 m2 multifarvede gardiner og en stor diskokugle i kantinen. Videoprojiceringerne synkroniseres med bygningens øvrige automatiske belysning og er koreograferet i overensstemmelse med vejrlig og tidspunkt på dagen. Konceptet bag en sammensmeltning af vejr, kunstværk og læringsmiljø markerer en ny teknologisk landvinding for Rist.

Pipilotti Rists ambition er, på nyskabende og udfordrende vis, at undersøge sanserne gennem levende billeder, farveeksplosioner og fortryllende sanselige drømmelandskaber. Når projiceringerne er aktive, bader de kroppe, planter, møbler og arkitekturen i farvet lys. Konturerne af de amorfe, runde lysformer bevæger sig i slowmotion og skaber en visuel, sanselig og til tider omsluttende oplevelse. Dermed bliver de studerende og husets øvrige brugere medskabere af værket og får samtidig nye perspektiver på videoteknologi.

En slags vidunderlampe

Værket består af mange timers video, men det tændes kun i 10 minutter hver time, og man vil således sandsynligvis aldrig opleve de samme kalejdoskopiske projiceringer to gange.

"Lyset skal fungere som en slags vidunderlampe. Værket skal gavne de studerende og ikke distrahere det, de arbejder med. Så det er en nøje balancegang ikke at lade det fylde for meget. Eller for lidt," fortæller Pipilotti Rist.

De studerende på DMJX lærer at undersøge, analysere og fremstille verden for andre. Pipilotti Rist fortæller, at hun på samme måde i sin kunst arbejder med at åbne vinduer til skjulte, indre universer.

"Når du kigger på din arm, ser du huden, og inde bag pumper og bruser blodet. På samme måde lyser jordklodens indre med farver og magi, vi slet ikke kan forestille os, lige under jordens hud eller skorpe om du vil. Og det er dette indre, jeg gerne vil henlede tankerne til med mine farver og motiver," siger Pipilotti Rist.

Værket blev afsløret 1. september, det er kurateret af Creator Projects og udviklet i samarbejde med designkontoret Kollision og Arkitema Architects.

Om Pipilotti Rist

Schweiziske Pipilotti Rist (1962) hører til superligaen på den internationale kunstscene. Hun er uddannet fra Universität für angewandte Kunst i Wien i 1986, hvor hun studerede grafisk design og animation. Siden midten af 1980’erne har hun primært arbejdet med de nyeste videoteknologier, hvis muligheder, rammer og begrænsninger hun konstant undersøger og udfordrer. Den menneskelige sansning er et typisk omdrejningspunkt i hendes visuel nyskabende værker, der ofte iscenesætter beskueren i større meditative tableauer. Hun har siden slutningen af 1980’erne haft en omfattende international udstillingspraksis, og hendes værker er repræsenteret i museumssamlinger verden over.