Ribe Kunstmuseum nuancerer sin samling af dansk kunst med to væsentlige, men atypiske værker fra kunstnerkolonien i Skagen. For nylig og med støtte fra Ny Carlsbergfondet erhvervede museet Viggo Johansens Kunstnerens selvportræt med palet i hånden og hustruen Martha ved sin side fra 1898 og Michael Anchers Den røde stue fra 1914.
Michael Anchers studier i rødt
Hvor hustruen Anna ofte gjorde lyset til motiv i sine værker, er Michael Ancher bedst kendt for at skildre livet ved havet og de vejrbidte fiskere på stranden. Men i Den røde stue er det tydeligt, at Michael Ancher har haft blik for kvaliteterne i Annas arbejde. Her har han skildret stuen i hjemmet i Skagen. Lyset falder ind gennem de florlette gardiner, ind på de røde pelargonier i vindueskarmen og på dragkistens tunge låg. Roen er mærkbar. Ancher har for en stund sluppet sin forkærlighed for store gennemarbejdede kompositioner og har forsøgt sig med at indfange lysets virkninger. I maleriet af den røde stue eksperimenterer han med et mere umiddelbart og spontant udtryk. Det er lysets materialisering i form af fede penselstrøg, der bliver det centrale. Samtidig er det et studie i forskellige nuancer af rød.
Viggo Johansens dobbeltportræt med hustruen Martha
I Johansens billede betragter han og hustruen hans arbejde, der er placeret uden for billedrammen. Han står med pensel og malerpalet i hånden, og hun står rank ved siden af ham. Deres ansigter lyser i mørket, og parrets fokuserede opmærksomhed synes at reflektere deres fællesskab. Til højre for dem ses en grøn og frodig plante, som, ligesom i Anchers maleri, fanger lyset. Martha fungerede som en loyal støtte for sin mand. Hun var god med ord og skrev med potentielle købere af Johansens værker, ligesom hun også rensede hans pensler og holdt på staffeliet i blæsevejr. Maleriet forholder sig samtidig til flere klassiske motiver i kunsten: portrættet, selvportrættet og dobbeltportrættet. Og netop det mere usædvanlige dobbeltportræt excellerede flere af Skagensmalerne i. Også Anna og Michael Ancher, som sammen malede Dagens arbejde bedømmes fra 1883, samt P.S. Krøyer og Marie, der ligeledes i fællesskab lavede Dobbeltportræt fra 1890.
Om Michael Ancher og Viggo Johansen
Michael Ancher (1849-1927) og Viggo Johansen (1851-1935) kendte hinanden fra Kunstakademiet i København. Ancher blev optaget på akademiet i 1871, hvor han fulgte undervisningen frem til 1875. Men ligesom Johansen fik han aldrig sin afgangseksamen. Begge brød de med tidens herskende konservatisme på akademiet. På Skagen fandt de unge kunstnere en rigdom af nye motiver, og her kunne de eksperimentere frit med maleriet på egne præmisser. Ancher kom til Skagen for første gang i sommeren 1874. Og den efterfølgende sommer gjorde Johansen ham ved selskab. I 1880 giftede de sig hver især med en uges mellemrum med kusinerne Anna og Martha. Ancher blev boende på Skagen med sin familie frem til sin død, mens Johansen typisk brugte sommermånederne på Skagen som en afstikker fra København.