Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) er en af det 20. århundredes mest toneangivende danske kunstnere, hvis virke spænder fra 1930ernes revolutionært stemte surrealisme og avantgarde til 1950ernes eksistentialisme og æstetiske humanisme.
Hun knyttede i sin levetid ikke mange ord til sine individuelle værker. I brevene til familie, venner og samarbejdspartnere gav hun til gengæld udtryk for det værkbegreb, hun opererede med, sit kunst- og kultursyn, og den ambivalens, hun følte om sine værkers institutionalisering.
Digitaliseringen af hendes brevarkiv står som en stor ressource for ny forskning i både Sonja Ferlov Mancobas livsværk og i det 20. århundredes kunst og kultur som helhed.
Skulpturen i bestemt ental
Sonja Ferlov Mancoba omtalte sjældent sine skulpturer som enkeltværker. Tværtimod beskriver hun i brevene, hvordan hun arbejder på skulpturen – i bestemt ental. Der er tale om flere skulpturer, men sproget understreger kunstnerens værkskab som én kontinuerlig proces, der finder sted i skulpturen(e)s forskelligartede stoflige udfoldelse. I et interview i 1970 formulerer hun: ”Det der er væsentligt, er ikke skulpturerne, men den fælles ånd, man prøver at udtrykke.”
I et af brevene kan vi læse en længere korrespondance, hvor Sonja Ferlov Mancoba udfordrer institutionaliseringen omkring hende. Hun fortæller om sin utilfredshed med arkitekten Robert Dahlmann Olsens manuskript til monografien om hende med hans fokus på værkanalyser og hendes kunstnerperson. Hun ønsker, at den kunst, som har formet hende, også præsenteres – særligt den fra andre verdenskulturer. Dette ligger i tråd med både hendes værkbegreb og med en række andre breve, hvor hun beskriver og forfiner sit syn på kunsten, historien og samfundets sammenhænge i en art uformelt manifest.
Familiekollektivet som afsender
Sonja Ferlov Mancoba underskrev mange af sine breve ”EWS”, altså med familiens tre forbogstaver: E for manden Ernest, W for sønnen Wonga og S for Sonja selv. I brugen af akronymet, både hos Sonja og hos hendes korrespondenter, ligger både en praktisk forkortning og et slags produktionsæstetisk udtryk for menneskeligt og kunstnerisk fællesskab.
Den kollektive afsenderbetegnelse kan forstås i forlængelse af Ferlov Mancobas opgør med kunstnergeniet og hendes øvrige praksis som del af forskellige kunstnerkollektiver, først som del af holdet bag tidsskriftet Linien og senere i Høst og Cobra.
Om Kilder til Dansk Kunsthistorie
Kilder til dansk kunsthistorie (KTDK) er et digitaliseringsprojekt initieret af Ny Carlsbergfondet i 2015. Fondet har stillet midler og digital platform til rådighed for arbejdet med digitalisering og tilgængeliggørelse af kildemateriale til udvalgte kunsthistoriske emner. Derudover er udvalgte arkiver også publiceret i bogform, som led i projektets skriftserie; en serie på fire bøger udgivet af Ny Carlsbergfondet i samarbejde med Strandberg Publishing. Læs mere.
