Det politiske topmøde i Panmunjeom sidste år var starten på den eksisterende forsonings- og fredsproces mellem Nord- og Sydkorea. SUPERFLEX’ bidrag til markeringen er en legesyg og aktivistisk invitation til at skabe fællesskaber og ændre verden i kraft af kollektiv bevægelse og leg. Et budskab, der får særlig symbolsk og fysisk klangbund på den koreanske halvø, hvor det koreanske folk siden Korea-krigens afslutning i 1953 har været adskilt af verdens mest militariserede grænse.

One Two Three Swing!

Installationen One Two Three Swing! blev første gang vist i 2017 i én af verdens mest prestigiøse og fysisk monumentale kunstscener, nemlig den ikoniske turbinehal på Tate Modern i London. Siden har SUPERFLEX ladet værket genopstå en række andre steder i verden, bl.a. i København. Versionen, som nu indtager Dorasan Station i DMZ-området på den sydkoreanske side af grænsen, består af en række trepersoners gynger, indbyrdes forbundet af et vidtforgrenet orange rørsystem.

Dorasan-stationen er det sidste stop i Sydkorea på togstrækningen Gyeongui Line, som oprindeligt skulle forbinde syd med nord. Den politiske nedsmeltning mellem de to nationer har dog betydet, at stationen ikke er i drift. Med sine kollektivgynger konfronterer One Two Three Swing! apatien og stilstanden i Dorasan og resten af DMZ-området ved at opfordre folk til at gå sammen på kryds og tværs og aktivere nye fællesskaber og ny energi, der kan udfordre det eksisterende.

Gyngerne vil udgøre Dorasans legeplads de næste to år, ligesom der arbejdes videre med planerne om en udvidelse af den i andre dele af DMZ-området, forhåbentlig også på den nordkoreanske side. One Two Three Swing! er i hvert fald SUPERFLEX’ finurlige bidrag til at få Nord- og Sydkorea til at gynge i takt.

Kulturåret 2019

One Two Three Swing! er netop indviet under Kronprinsparrets officielle besøg i Sydkorea, der markerer 60-året for de diplomatiske forbindelser mellem Sydkorea og Danmark. Kronprinsparrets besøg er samtidig startskuddet for Kulturåret 2019 – et fællesprojekt med kulturelle aktiviteter i begge lande. One Two Three Swing! er således realiseret på baggrund af midler fra både det sydkoreanske og danske kulturministerium. Projektet har ligeledes opnået støtte fra Ny Carlsbergfondet, som i 2017 også støttede SUPERFLEX’ store udstilling på Tate Modern.

Om SUPERFLEX

Kunstnergruppen blev dannet i 1993 af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen. Siden starten har SUPERFLEX forholdt sig helt konkret til den aktuelle virkelighed, vi lever i. Med det sociale og kollektive som omdrejningspunktet for deres projekter engagerer de sig direkte i sociale og politiske situationer. Således spænder SUPERFLEX’ projekter bl.a. over biogasanlæg, øl og sodavand til film og installationer.