Verdenshavene stiger, vandet bliver varmere, og marineøkosystemerne og marinearterne er truede. Med projektet Interspecies Assembly tager SUPERFLEX på original vis favntag med klimaforandringernes massive konsekvenser, når de med lige dele humor og alvor lader to kunstneriske klimareplikker tage forskud på en mulig fremtid under vandet. Projektet vises samtidig med FN’s generalforsamling i september og består af et enormt filmværk samt en større skulpturel installation, som begge får fremtrædende placeringer i New Yorks byrum.
Vertical Migration
Vertical Migration er en 154 meter høj videoinstallation, der fokuserer på verdenshavenes betydning for klima og biodiversitet. Hver aften kl. 20-23 i udstillingsperioden vil en ny repræsentant fra livet under havets overflade besøge FN-bygningen på Manhattan. Dagens gæst vil i kæmpeformat indtage hele den marmorbeklædte nordfacade på den 39 etagers høje bygning.
Filmene stiller skarpt på forskellige slags sifonoforer – skrøbelige, gelatinøse havdyr, der ligesom koraller er koloniale organismer. I stedet for et enkelt, helt væsen, er sifonoforer dannet af mange kroppe, der arbejder kollektivt sammen for at sikre fælles overlevelse. Som sådan også en passende metafor for, hvad der kræves af menneskeheden for at bremse klimaforandringerne.
Interspecies Assembly
Interspecies Assembly består af en række koralfarvede skulpturer placeret i Central Park, lidt syd for Metropolitan Museum of Art. Skulpturgruppen inkorporerer former, farver og teksturer, der egner sig til et stærkt og biodiverst marineliv efter den store oversvømmelse. I Central Park er de opstillet som en art mødested, hvor menneske og marinearter kan mødes og sameksistere.
Online
SUPERFLEX har indgået et samarbejde med Google Arts & Culture, således at Interspecies Assemply også får et digitalt liv parallelt med visningen i New York. Den digitale platform lanceres 17. september på g.co/siphonophore.
Om SUPERFLEX
Kunstnergruppen blev dannet i 1993 af Jakob Fenger, Bjørnstjerne Christiansen og Rasmus Nielsen. Siden starten har SUPERFLEX forholdt sig helt konkret til den aktuelle virkelighed, vi lever i. Med det kollektive og aktivistiske som omdrejningspunktet engagerer deres projekter sig ofte direkte i sociale og politiske situationer. Om det så er kritiske interventioner i forhold til store multinationale virksomheder, kunstneriske kommentarer til den aktuelle klimasituation eller involveringen af Nørrebros multietniske lokalmiljø i udformningen af et nyt byrum, går deres projekter ofte i kødet på de helt store samfundsproblematikker. SUPERFLEX har udstillet verden over, og kunstnergruppens værker er repræsenteret i en lang række samlinger og museer i ind- og udland.