Projektet er kendt i den danske museumsverden, men er også anerkendt internationalt for udviklingen af et brugervenligt digitalt arkivformat og forskning på højt plan i de gamle kilder. Det rige historiske materiale om den nyklassicistiske billedhugger Bertel Thorvaldsen omfatter p.t. over 9.700 dokumenter – fra bestillingskontrakter og professionelle korrespondancer til omtaler i datidens aviser, hyldestdigte og personlige breve til og fra Thorvaldsens kolleger, familie og kærester.

Offentlighedstanken
Det omfattende kildemateriale ligger offentligt tilgængeligt på projektets site arkivet.thorvaldsensmuseum.dk. Et bevidst valg af museet, der også er i tråd med museets historie.

”Thorvaldsens Museum var nemlig Danmarks første offentlige museumsbygning, skænket til folket af kunstneren selv ud fra et demokratisk ideal”, siger museets nytiltrådte direktør, Annette Johansen og fortsætter: 
”Men også derfor er det så essentielt, at museets kæmpestore kildemateriale er en åben ressource. Og offentlighedstanken har altså altid været helt central på Thorvaldsens Museum”.

Kilder til Dansk Kunsthistorie
Bevillingen fra Ny Carlsbergfondet til forskningen i Thorvaldsens arkiver er et led i digitaliseringsprojektet Kilder til Dansk Kunsthistorie, KTDK, der blev igangsat af fondet i efteråret 2015. Mange kunstnere har efterladt sig breve, dagbøger og andre optegnelser, der giver et spændende indblik i arbejdsprocesserne og tankerne bag kunstnernes praksisser. Med KTDK er det Ny Carlsbergfondets ønske at sikre disse kilder og gøre dem tilgængelige digitalt.

Massive fondsbevillinger
Ud over bevillingen fra Ny Carlsbergfondet har forskningsprojektet Bertel Thorvaldsen – kilder og kontekst modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Beckett-Fonden og 15. Juni Fonden.

Med et samlet beløb fra de seks fonde på 8,7 mio. er museets særlige forskningsenhed sikret en betragtelig forlænget levetid på ca. 4 år og nærmer sig dermed fuld finansiering og målet om at kunne fortsætte projektet frem til 2021.