Gunnar Aagaard Andersen var en enestående skikkelse indenfor dansk konkret kunst. Han arbejdede ofte i krydsfeltet mellem kunsten og det kommercielle og mestrede både skulpturkunsten, den todimensionelle billedflade og lyset som medie. Den kunstneriske alsidighed manifesteres i de værker, som nu er blevet en del af de tre kunstmuseers samlinger.
I en uendelighed
Skulpturen Aluminiumsskulptur med identiske elementer er fra Aagaard Andersens tidlige oeuvre. Den er bygget op af identiske trapezformede plader, og dette samlesæt af geometriske former giver en både luftig og dynamisk konstruktion, da den synes at kunne fortsætte uendeligt opad og ud til siderne. Skulpturen er et eksempel på den billedskabende funktion, som standardisering og skabelonbrug også muliggør, og som en lang række konkret arbejdende kunstnere benyttede sig af. Den er ligeledes et insisterende moderne værk for sin tid, hvor samfundsudviklingen netop bevægede sig mod industriel standardisering, og hvor værkets modulplader og gennemhulninger giver mindelser til hulkort og det gryende informationssamfund.
Lys og farver
Anderledes farverig er værket Additiv farveblanding. Aagaard Andersen blev tidligt i sit kunstneriske virke interesseret i at arbejde med lys som medie, og i sine lysinstallationer udforskede han både lyset som fænomen og farvesystemer generelt. Værket eksemplificerer, hvordan han eksperimenterede med farvet lys og skyggeeffekter. De bevægelige hvide plastplader hænger frit i rummet, belyst af røde, grønne og blå lysarmaturer og tillader beskueren at ”træde ind i” værket. Således appellerer værket også til beskuerens sanser og kropslige oplevelse.
Kontrolleret tilfældighed
Spillet mellem regel og tilfældighed, mellem system og materiale var et generelt udgangspunkt for Aagaard Andersen. I sine drivebilleder gjorde han arbejdsprocessen til en afgørende tilfældighedsfaktor. Her lagde han et lige penselstrøg, hvorfra den tynde maling kunne drive ned over lærredet, derefter vendte han billedet og lod et nyt strøg drive ned. Tilfældighedsfaktoren blev her kontrolleret og indarbejdet i kunstnerens systematiske billeder.
I værkerne Vægavis, den rette, den stumpe og den spidse vinkel og det tredimensionelle, væghængte Tegn viser Aagaard Andersen en anden undersøgelse af det systematiske. Det drejer sig om en serie tegn, hvor den rette, den spidse og den stumpe vinkel bliver brugt som sprog. De geometriske former er bevaret, men læseligheden er tabt. Og den systematiske sammensætning af trekanter, firkanter og cirkler udfordres af de bløde penselstrøg og det flydende polyuretan, der bryder de rene linjer. På denne måde bliver materialernes natur udslagsgivende for værkernes æstetiske udformning.
Om Gunnar Aagaard Andersen
Gunnar Aagaard Andersen (1919-82) arbejdede som billedkunstner, arkitekt, grafiker, designer, scenograf og komponist og ofte i krydsfeltet mellem kunsten og det kommercielle. Han var fra slutningen af 1940’erne til begyndelsen af 1950’erne medlem af kunstnergruppen Linien II. I samme periode opholdt han sig i Paris, hvor han studerede de gamle mestre på Louvre, hvilket var med til at skabe fundamentet for de kompositoriske regler, der kom til at styre hans fremtidige kunstneriske indsats. Han var professor ved Kunstakademiet i København fra 1972-82 og modtog Eckersberg og Thorvaldsen Medaillen.
