Fra den 13. december bliver det muligt at dykke ned i dele af Den Hirschsprungske Samlings enestående brevarkiv. Med en generøs bevilling fra Ny Carlsbergfondet er første etape i digitaliseringen af brevarkivet nu tilgængelig for offentligheden. Hermed kan museets brugere, eksterne forskere og alle med interesse for 1800-tallets danske kunst nyde godt af arkivet på let tilgængelig vis.
Enestående brevvekslinger
Det er museets første direktør kunsthistorikeren Emil Hannovers (1863-1923) enestående brevvekslinger, der i første omgang er blevet digitaliseret. Hannover var en af de mest toneangivende kunsthistorikere i perioden omkring år 1900, og hans arkiv alene rummer ca. 6.500 breve. Heraf udgør brevudvekslingen mellem Hannover og kunstneren Johan Rohde i alt 344 breve. Gå til Hannovers brevvekslinger.
Johan Rohde (1856-1935) var drivkraften i kredsen af kunstnere, der stod bag oprettelsen af Den frie Udstilling i 1891, som et modsvar til Kunstakademiets censurerede udstillinger på Charlottenborg. Blandt andet korrespondancen med Rohde giver et fascinerende indblik i tiden omkring stiftelsen af Den frie Udstilling og de første turbulente år i 1890’erne.
Unik kilde til ny viden
”Det er en enestående skat, der bliver tilgængeliggjort, så alle nu kan gå ind og læse med. Arkivet er en unik kilde til viden, der bliver personliggjort gennem brevene. Vi får et indblik i kunstnernes tanker, men også i de sociale forhold, der herskede. Vi kan følge Danmarks historie gennem kunsten, og det er uvurderlig læsning,” siger direktør på Den Hirschsprungske Samling, Gertrud Oelsner.
Den Hirschsprungske Samlings brevarkiv omfatter mere end 25.000 dokumenter og kunstnerbreve.
Kilder til Dansk Kunsthistorie – KTDK
Digitaliseringen er en del af Ny Carlsbergfondets store satsning Kilder til Dansk Kunsthistorie, KTDK, hvor fondet stiller midler og en digital platform til rådighed for arbejdet med digitaliseringen og tilgængeliggørelsen. KTDK omfatter også digitalisering og tilgængeliggørelse af en række andre samlinger af kildemateriale om danske kunstnere og kunstnergrupperinger. Læs mere om KTDK.