Mød kirkehistoriker og professor på Det Teologiske Fakultet ved København Universitet, Mette Birkedal Bruun, i en samtale med journalist Mikkel Frey Damgaard om isolation og afsondrethed fra verden. Billedkunstner Erik Steffensen fortsætter aftenen, når han interviewes om sin kunstneriske praksis, der på mange måder indkapsler en art hyperaktiv væren-i-verden. Afslutningsvis kaster en af Glyptotekets inspektører et værknært blik på et af museets mesterværker, som i aftenens anledning vises i en særpræsentation i den smukke Festsal.
Køb billet til arrangementet her
Birkedal og Steffensen
Kirkehistoriker og professor Mette Birkedal Bruun har i en årrække forsket i middelalderens munkekultur og senest også fromhedskulturen i Danmark og Tyskland i 1600-tallet og 1700-tallet. Hendes forskning kredser særligt om tanken om menneskets tilbagetrækning fra verden, og om hvordan der historisk set er skabt institutioner, fysiske rammer og livsanskuelser, der skulle understøtte ideen om komplet afsondring fra verden. I 2017 modtog Birkedal Bruun Carlsbergfondets forskningspris for sin fremragende forskning.
Billedkunstner, forfatter og professor ved Kunstakademiet i København, Erik Steffensen, har gennem årene hyppigt udstillet i ind- og udland, ligesom hans værker er repræsenteret på en lang række kunstmuseer i Danmark. Hans kunstneriske praksis kendetegner sig ved en art forstørret nysgerrighed, både når det gælder medier og motiver. Man fornemmer i Steffensens værker og tekster en næsten glubsk tilstedeværelse i verden, ligesom alt i verden synes at rumme potentiale til kunstnerisk anvendelse. Intet er for højt eller for lavt. Alligevel synes hans kunst, trods de mange inspirationer og referencer, at bevare en umiskendelig form for ro. Hans værker står knivskarpt som invitationer til fordybelse.
Kunst, viden og øl
Videnskab|Lidenskab er tilrettelagt af Carlsbergfondet, Ny Carlsbergfondet og Glyptoteket, som sætter videnskabsfolk og billedkunstnere i stævne i Glyptotekets Festsal til live interviewes. Aftenerne byder desuden på guidede nærstudier af udvalgte mesterværker fra Glyptotekets rige samling. Hver gang på baggrund af et aktuelt tema og hver gang med gratis pauseudskænkning af aftenens øl, der udvælges særligt til lejligheden af Carlsberg Laboratorium.