I anledning af Herlufsholm Kostskoles 450 års jubilæum har Ny Carlsbergfondet doneret en skulptur til skolen. Den over tre meter høje skulptur er skabt til stedet af billedkunstneren Eva Steen Christensen og hedder ”Thélème”, hvilket er oldgræsk for begrebet vilje. Skulpturen blev indviet den 23. maj 2015.
Det dominerende karakteristika ved bronzeskulpturen er de organiske gevækster, der slynger sig ind og ud af hinanden. Inspirationen hertil har Eva Steen Christensen fundet hos bl.a. renæssancekunstneren Cornelis Floris, der udførte adskillige værker for skolens stiftere, Birgitte Gøye og Herluf Trolle. Flere af Floris’ billeder tæller således grotesker, som består af sammenslyngede plante-, dyre- og menneskefremstillinger samt arkitekturfragmenter.
Brud og knopskydninger
Bronzeskulpturen er placeret på et fundament af tegl, der er udformet som fire bygningsgavle og lagt ned på græsset omkring et rektangulært felt, hvis form svarer til Herlufholms klosterkirkes gulv.
»Den udfoldede bygning ligger som et billede i græsset, og man kan således gå på væggene eller tage sig et hvil på kanten af gavlenes top. Skulpturen er tænkt som et rum i bevægelse og i udfoldelse, hvor bronzeformen bliver en slags kraftfuld sky eller frisat ånd, der løfter sig fra fundamentets faldne gavle,« siger Eva Steen Christensen.
Skulpturens grundelement – de mange svungne buer – forholder sig bl.a. til de mange udviklinger og knopskydninger, der har præget de seneste 450 år inden for videnskab, politik, religion, psykologi, mm., påpeger kunstneren.
»En tilegnelse af lærdom tilfører mennesker ’nye verdener’, og en transformation fra barn til voksen, fra uvidende til oplyst finder tydeligt sted i skoleårene og er med til at forme vores identitet og bevidsthed.«
Viljens kraft
Eva Steen Christensen fortæller, at hun til værkets titel fandt inspiration i den franske 1500-tals-forfatter Rabelais beskrivelser af det utopiske kloster Abbaye de Thélème, hvor særligt én leveregel herskede: Gør, hvad du vil! Viljens kraft betragtedes hér som grundlaget for store bedrifter.
»Viljen er i os alle, og er man sig dette bevidst, kan man bruge den positivt i sit liv,« siger Eva Steen Christensen.
JJ Film besøgte Eva Steen Christensen i italienske Pietrasanta, mens hun arbejdede på skulpturen til Herlufsholm. Se råklip med Eva Steen Christensen her: