Når kunstmuseet Ordrupgaard genåbner næste år, vil man kunne betragte maleriet Portræt af dreng på museet. Portrættet skal ses i relation til kunstnerens barndom på Skt. Thomas ved Jomfruøerne (dengang en del af kolonien Dansk Vestindien). Kunstværket hører til i denne kulturelle og geografiske kontekst og er et unikt vidnesbyrd om den tidlige fase i Pissarros liv og kunstneriske udvikling.
Pissarro blev verdensberømt for sit kunstneriske virke i Frankrig, og var på trods af sit danske statsborgerskab kendt som en af de førende og banebrydende kunstnere i gruppen af franske impressionister.
Mødet med Melbye
Omkring 1850 gjorde Pissarro sit første møde med en professionel kunstner, den danske maler Fritz Melbye (1826-69). Melbye var trænet i den kunstneriske tradition fra C.W. Eckersberg og gav til en vis grad dennes læresætninger og kunstsyn videre. Melbye blev således Pissarros første lærer, og de to udviklede et venskab og arbejdede tæt sammen. Sammen drog de til Caracas i Venezuela, hvor de etablerede et fælles atelier. Her udførtes talrige naturstudier, landskaber og folkelivsskildringer, men de dyrkede også portrættet. På den måde blev Pissarro formet af guldalderens kunstneriske doktriner.
Guldaldertraditionens indflydelse
Indflydelsen fra den danske guldaldertradition er markant i Portræt af dreng, og billedet af den sorte dreng fremstår på mange måder som et fuldgyldigt guldalderportræt med alle de relevante karakteristika: den lette skråvinkel, det ligefremme blik, redeligheden i fremstillingen, den beherskede farveholdning samt det hverdagslige og uopstyltede i opstillingen af den portrætterede dreng. På trods af dets ligheder med guldalderportrætteringer er det alligevel unikt i sammenhængen. Den portrætterede er nemlig ikke hvid, men sort.
Ikke bare en sort dreng
Noget definerer ham til en vis grad. Af hans ansigt kan vi umiddelbart se, at han må være af afrikansk oprindelse. Slyngen om halsen antyder en skadet arm, hvilket gør drengen specifik. Efter al sandsynlighed er drengen et af koloniens tidligere slavebørn.
Kunstnerisk er Portræt af dreng ikke i sig selv nyskabende. Til gengæld indtager det en betydningsfuld rolle som en unik facet i historien om det danske guldaldermaleri, ligesom det rummer en kim til den tidlige impressionismes opståen i 1860’ernes Frankrig.
Om Camille Pissarro
Camille Pissarro (1830-1903) var dansk statsborger og født og opvokset på øen Skt. Thomas. Her boede han indtil han var 12 år, og blev herefter sendt på kostskole i Paris. Pissarro er udråbt som faderen til impressionismen.
Portræt af dreng er erhvervet med støtte fra Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Slots- og Kulturstyrelsen og Ny Carlsbergfondet.