På ARoS styrkes repræsentationen af danske kunstnere med 15 værker skabt af henholdsvis Sif Itona Westerberg, Joachim Koester, Eva Koch, Lilibeth Guenca Rasmussen, Nina Beier og Tove Storch. Værkerne varierer i materialer og udtryk, men taler ind i nogle af samtidskunstens vigtige strømninger og tendenser netop nu.
Tilbage til myterne
Dionysos var i græsk mytologi gud for vin og ekstase og blev i klassisk tid dyrket overalt i Grækenland gennem fester, dans og orgier. Sif Itona Westerbergs værkserie House of Dionysus består af omhyggeligt udskårne stenrelieffer, der hylder den græske gud. De nøgne, svungne, dansende og drikkende stenkroppe repræsenterer for Itona Westerberg et tab af kontrol og menneskets dybe slægtskab med naturen. Fx ser vi i House of Dionysus (III), hvordan en kvindes hår vokser sammen med en stor spirende plante. Motiverne er udskåret i hånden, men selve materialerne er købt på et byggemarked. Kontrasten mellem det mytologiske og de massefremstillede industrielle materialer får os til at overveje, hvilken plads menneskehedens undertrykte sider har i den moderne rationelle verden.
Dette spørgsmål trænger sig ligeledes på i Joachim Koesters fotografier af det mystiske insekt knæleren. Insektet er kendt for sin afvigende parringskannibalisme, hvor hunnen, startende med hovedet, æder hannen. I værket Ghost Mantis træder insektet frem på en spøgelsesagtig måde fra de mange blade og smågrene. Selvom dens fysiske træk er fremmede, er der noget ved den, der er uhyggeligt antropomorf, og som minder os om menneskets egne skyggefulde sider.
Studie af menneskehåret
Nina Beier iscenesætter ofte fundne objekter fra hverdagen i nye og uvante omgivelser, og dette er også tilfældet med hendes indrammede parykker af menneskehår. Menneskehår har utallige lag af betydninger, men i sine værker zoomer Beier ind på selve råmaterialet ved at fjerne håret fra den kulturelle kontekst og udstille det bag glas. Som materiale er menneskehår til parykker en slags afgrøde. Et råstof, der dyrkes på hovedet af mennesker i verdens fattigste områder, og som efterfølgende omdannes til varer, der sælges til resten af verden. På denne måde sætter Beiers værker spørgsmålstegn ved parykkens betydning og tilblivelsesproces og hjælper os til at forstå den på nye måder.
I Lilibeth Cuenca Rasmussens selviscenesættende fotografier spiller håret en væsentlig rolle som køns- og identitetsskabende markør med udgangspunkt i afghansk kultur. Men håret er i Cuenca Rasmussens værker ikke noget, der er tilknyttet et bestemt køn. I stedet er det et middel til transformation, og ved at iklæde sig et kostume af hår, bevæger Cuenca Rasmussen sig mellem forskellige køn og identiteter.
