Med Black is a Beautiful Word. I & I undersøger Jeannette Ehlers de spor, fortidens kolonialisme har sat i nutiden. Udgangspunktet for værket er det historiske fotografi af Sarah i baldragt (en stuepige fra St. Croix) fra 1900 fra Det Kgl. Biblioteks samling. Portrættet blev taget af Alfred Paludan-Müller, en dansk apoteker på St. Croix i perioden 1879-1904.
Sarah fra St. Croix
Billedet af en sort kvinde i hvidt tøj, placeret med front mod kameraet i en nutidig stue, er projekteret op på væggen. Det let slørede billede af den stillesiddende kvinde forandrer sig langsomt, og billedet af en anden sort kvinde kommer til syne. Sådan fortsætter filmen med at skifte næsten umærkeligt mellem flere kvinder, så beskueren mødes af en række forskellige, men dog ensartede blikke, mens digteren Lesley-Ann Brown reciterer teksten: ”You are a possible me in the past, I am a possible you in the present … with a sea of time between us.”
Ehlers’ værk Black is a Beautiful Word. I & I referer til det originale fotografi af Sarah fra St. Croix, der hænger på væggen ved siden af. Sarah arbejdede som tjenestepige for Paludan-Müller. I portrættet er hun placeret på familiens veranda, klædt i en stiv, hvid kjole. Fotografiet er tydeligt opstillet, og Sarah viser med sin kropsholdning og ansigtsudtryk et ubehag ved situationen. Hun er ufrivilligt blevet fastfrosset og foreviget i en historisk fortælling og en kropslig erfaring, der formidles gennem fotografiet.
En fælles erfaring
Black is a Beautiful Word. I & I tematiserer arven fra den koloniale fortid og er samtidig en kommentar til det fotografiske portræt som form. Hvor der i det historiske fotografi eksisterer en magtudøvelse mellem fotograf og den portrætterede, opstår der en anderledes gensidig tillid i Ehlers’ værk. Der skabes et fællesskab kvinderne imellem, og der trækkes tydelige tråde tilbage til Sarah i fortiden. Værket udfordrer det historiske fotografi og tilføjer et dekolonialt blik til bibliotekets samling ved at lade de portrætterede kvinder styre fortællingen.
Værket blev vist første gang i gruppeudstillingen Writings of Bodies – We Know it From the Inside på Den Frie i 2019 og skal fremover indgå i Den Nationale Fotosamlings permanente fotoudstilling, der forventes at åbne i foråret 2021 på Den Sorte Diamant.
Om Jeannette Ehlers
Jeannette Ehlers (f. 1973) er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi 1999-2006. Hun har siden 2009 arbejdet kunstnerisk med arven fra Danmarks fortid som kolonimagt og har sammen med den dansk-grønlandske billedkunstner Pia Arke med markante værker været med til at synliggøre kolonihistorien på den hjemlige kunstscene. Med sine værker forsøger Ehlers at skabe et arkiv af alternative forestillinger og fortællinger om historiens undertrykte og at nuancere den bredere debat om kolonialismen og ikke mindst dens spor i samfundet i dag. Hun står bl.a. bag værkerne I Am Queen Mary (2019) og Black Magic in the White House (2009), som også er at finde i Den Nationale Fotosamling.