Lørdag d. 22. maj slår Venedig portene op for den 17. Arkitekturbiennale. Her kan besøgende i Den danske Pavillon opleve ét samlet værk, Con-nect-ed-ness, der udforsker begrebet forbundethed. Med reference til biennalens hovedtema ’How will we live together?’ minder det danske bidrag os om, hvordan arkitekturen som kunstart kan synliggøre det usynlige og fremkalde en grundlæggende følelse af forbundethed mellem mennesker og jordens elementer.
Forbundethed
”Vi lever i en tid, hvor vi tydeligt mærker de klimamæssige konsekvenser af, at mennesker i århundreder har opdelt verden i isolerede enheder uden at forstå, at vores handlinger har konsekvenser mange tusinder af kilometer væk. På godt og ondt med den nuværende pandemi som et foruroligende eksempel. Målet med Den danske Pavillon er at skabe et rum for en ny erkendelse af samhørighed; hvor de besøgende på egen krop kan mærke den forbundethed, vi alle er en del af,” udtaler kurator på Den danske Pavillon, Marianne Krogh.
Marianne Krogh har sammen med udstillingsarkitekterne Lundgaard & Tranberg Arkitekter skabt en totalinstallation, der fuldstændigt transformerer Den danske Pavillon og indlemmer den i naturens kredsløb - med vandet som det bærende element. Den stedsspecifikke udstilling taler til alle sanser.
Totalinstallation
Som gennemgående kunstnerisk-arkitektonisk greb bruges de to pavilloners eksisterende arkitektur. Rørføringen gennem bygningen og vandopsamlingstankene udenfor er synlige. I pavillonens store sal tilføjer gulv-til-loft-tekstiler kontrast og stoflighed til den enkle, rå konstruktion, mens et genbrugsgulv fra en tidligere idrætssal er omdannet til en gigantisk flydende platform. I udforskningen af udstillingens forskellige rum kan den besøgende f.eks. selv indgå i kredsløbet ved at drikke en kop te brygget på blade fra citrus verbena-træer plantet i pavillonen – træer som ligeledes optager vand fra det store kredsløb.
Udstillingen rejser spørgsmålet om, hvordan vi kan (gen)skabe et nyt meningsfuldt forhold til verden som et sted, hvor vi erkender det grundlæggende vilkår, at vi er forbundne – ikke bare med hinanden, men med alt levende. Afhængighedsforholdet mellem menneske og jord, som grundlag for en bæredygtig fremtid for alle, understreges ved at koble pavillonens installation direkte på jordens eget kredsløb.
Ét levende system
Udstillingsoplevelsen opstår i mødet mellem den besøgende, bygningen og omgivelserne, der med vandets kredsløb som drivkraft konstant påvirker den sanselige oplevelse. Vandet i pavillonen opsamles på stedet, og klimatiske udsving vil løbende påvirke udstillingens udtryk og form, f.eks. vil dele af pavillonen blive oversvømmet for at understrege vandet som både livgivende, poetisk, kraftfuldt og uregerligt på én og samme tid. Hele værket består af rumforløb, hvor vandet kommer ind, iscenesættes, sanses og forlader pavillonen igen; gennem kroppe, fordampning, fotosyntese og nedsivning.
”Som arkitekter prøver vi at give svar på, hvordan mennesker kan leve sammen. Vi arbejder ud fra det vilkår, at arkitekturen altid står i forhold til naturen. I pavillonen har vi arbejdet med at synliggøre et kredsløb, der gør, at vi begynder at forstå os selv som en del af noget større. I bedste fald kan udstillingen være med til at tydeliggøre, at vi alle er forbundne i en levende gensidighed,” forklarer Lene Tranberg arkitekt, partner og medstifter af Lundgaard & Tranberg Arkitekter.
Connectedness – en antologi
Udstillingen i Den danske Pavillon ledsages af den engelsksprogede antologi Connectedness – an Incomplete Encyclopedia of the Anthropocene, som er redigeret af Marianne Krogh og udgivet af Strandberg Publishing. Ny Carlsbergfondet har støttet antologien, som udkom sidste år. Læs mere.
Arkitekturbiennalen
International Architecture Exhibition of La Biennale di Venezia er verdens største arkitekturbegivenhed og finder sted hvert andet år i Venedig, hvor byen forvandles til et epicenter for udfordrende og inspirerende arkitekturprojekter. Over 60 lande deltager med udstillinger i de historiske pavilloner i Giardini-området, på Arsenale og rundt i hele byen. Hovedtemaet for arkitekturbiennalen i 2021 er ’How will we live together?’.
Årets Arkitekturbiennale i Venedig finder sted i perioden 22. maj – 21. november 2021.