I en stor ny tilføjelse til Lisassavn Forøyas samling har syv færøsk-tilknyttede kunstnere, der aldersmæssigt spænder over fire generationer, skabt værker inspireret af det færøske landskab i den antropocæne tidsalder. Det særegne ved den færøske samtidskunst er, at den bevidst fletter sig ind og ud mellem temaer, der er rundet af landets stedsspecifikke kultur og natur og temaer, der vækker genklang i verdenssamfundet.
Udadvendt og situeret samtidskunst
En grindehval i naturlig størrelse bestående af 32.000 plastiksoldater lægger i Edward Fugløs installation Whale War krop til det omdiskuterede emne om færøsk grindedrab. Hvalen ligger på en sokkel med gule advarselsstriber. Lægger man øret ind til den, kan man høre otte forskellige stemmer, heriblandt grindehvalens egen sangstemme, der repræsenterer forskellige kulturelle perspektiver. Samtidig kan plastikmaterialet, som hvalen består af, tolkes som et kritisk indspark til verdenshavenes stigende plastikforurening.
Alda Mohr Eyðunardóttir beskæftiger sig med forholdet mellem natur og menneskelig indgriben i værket At ændre det der var meningen. Hør, silke, uld, nylonsnøre og ståltråd er vævet sammen med en skiftende tæthed. En teknik, der bryder med traditionelt færøsk tekstilhåndværk, som typisk er vævet med tæthed og akkuratesse. Kunstneren har selv omtalt værket som en dæmning på vej mod kollaps: et billede på hvordan mennesket har forsøgt at styre naturen, men glemt at det selv er en del af den.
Monumentalt formsprog
Et fællestræk for de otte nytilføjede værker er deres monumentale eller skulpturelle formsprog. Fra Astri Luihns storslåede, fascinerende malerier af de færøske fuglefjelde og deres forsvindende lomvier over Tita Vinters fire enorme og dog porøse sejl af menneskehår og Sigrun Gunnarsdóttirs store symbolladede maleri The Mountain, der med kontrastfulde størrelsesforhold binder den færøske fjeldside sammen med kirken og troen.
Traditionelt har færøsk kunst kredset om stærke maritime billeder og landskabsmalerier. I samtidskunsten tager interessen for havet og landskabet form som værker skabt af naturens materialer og udtrykt gennem andre medier end maleriet – med poetisk, konceptuel og ikke mindst kritisk kant.
Om Listasavn Føroya
Listasavn Føroya (Færøernes Nationalgalleri) er grundlagt i 1970 og beliggende i Thorshavn. Museet rummer verdens største samling af færøsk billedkunst og indeholder værker fra 1830erne og frem til i dag. Museets samling blev i 2020 genophængt efter nye tematiske og samfundsrelaterede kuratoriske principper. De otte nye værker udgør tilsammen en vigtig fornyelse af museets repræsentation af den færøske samtidskunstscene.