Kunstner Jeanette Ehlers tildeles Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat 2025.
Prisen gives til en eller flere kunstnere, der med mod, originalitet og gennemslagskraft markerer sig både i Danmark og internationalt.
Jeanette Ehlers (f. 1973) trækker fortiden ind i nutiden og sørger stædigt for at oversete, glemte og gemte historier bliver synlige. Jeanette Ehlers’ kunst spørger os: Hvem bliver husket? Hvem bliver glemt? Hvilke historier får lov til at leve videre? Og hvad gør vi, når vi først er blevet mindet om dem? Ehlers’ kunst er ikke en nøgtern historisk skildring. Den er en konfrontation. Hun graver dybt i vores kollektive erindring – og kollektive fortrængning. Afslører det skjulte. Bringer de grimme kapitler i vores historie frem og rykker ved vores forståelse. Vores forståelse af andre og af os selv. Ehlers’ kunst får os til at lytte – ikke bare til fortiden, men til nutidens uretfærdighed. Jeannette Ehlers insisterer på, at vi ikke må vende os væk. At vi ikke må nøjes med at registrere uretfærdighed – vi må konfrontere den. Vi må forstå, hvad vi ser. Og vi må handle. Du udfordrer os til at se mere. Lytte bedre. Mærke dybere. Og aldrig glemme.
Produceret af JJ Film.