Tak for indbydelsen til at tale her ved indvielsen af Michelangelo Pistolettos hovedværk Eleven less One, som Ny Carlsbergfondet har købt og doneret til Kunsten.

Dette museum var, som Gitte har fortalt, tidligt ude med interessen for Pistoletto, som gæstede Kunsten med en soloudstilling i 1978 med 51 værker, og herfra anskaffede museet de to værker La Venere (1973) og Lo Specchio (1974), som i øvrigt var de eneste værker af denne kunstner i Danmark (det sidste var en gave fra kunstneren).

Som ung inspektør, startende året efter Pistoletto-udstillingen i 1979, var jeg meget glad for disse to værker - måske især La Venere, som spiller på den klassiske venusfigur. Den nøgne skikkelse ligger på et patchworktæppe med foldede ben og ryger pibe. Det er en moderne, korthåret kvinde, der ser op og ikke dragende ud på os. Hun er selvbevidst, trods sin nøgenhed ikke indladende, og piben i munden giver hende en afstand til alle andre Venus’er.

Pistoletto spiller, i værket, også på Magrittes maleri af en pibe med underskriften ”Dette er ikke en pibe”, fordi det jo netop er et billede af en pibe. Som en parafrase, er La Venere ligeledes ikke en nøgen kvinde, det er et billede af en nøgen kvinde.

Spejlingen inddrager samtidig beskueren, vi bliver en del af spillet: vi ser på den nøgne kvinde og ser samtidig os selv i færd med at betragte hende. Virkeligheden inddrages i kunsten, der er kunst, men samtidig en repræsentation og fortolkning af virkeligheden.

Inden dette bliver for indviklet, så lad os gå tilbage i historien, til Michelangelo Pistolettos landsmand Leonardo da Vinci.

Han var jo genial og samtidig venstrehåndet, og fordi han var begge dele, så tog han konsekvensen, når han skulle skrive og skrev fra højre imod venstre. For at kunne læse Leonardos notater er man derfor nødt til at bruge et spejl.

Leonardos tegninger af landskaber og af storme, eller hvad man i dag ville kalde tsunamier, har været en gåde for forskere, indtil den dansk forsker, overinspektøren på Kobberstiksamlingen, Erik Fischer undersøgte tegningerne med et spejl og voila, frem dukkede meget mere traditionelle landskaber, fantastiske tegninger selvfølgelig, men meget mere aflæselige og forståelige. Igennem spejlet blev tegningernes gåde løst.

At kunne tegne spejlvendt var i øvrigt afgørende vigtigt for alle kunstnere, der arbejdede med grafik, for når man arbejdede i rader-pladen eller i træstokken, skulle man kunne arbejde spejlvendt for, at trykket kan blive retvendt. Så ofte måtte kunstneren bruge et spejl for at se, om han var på rette spor.

Spejlet er også en væsentlig del af kunstnerens atelier, det vidner tusindvis af kunstnernes selvportrætter om. Selvportrættet er en selvransagelse, men det er også et medie, hvor man kan eksperimentere, fordi kunstneren her kun står til ansvar over for sig selv. Således lavede f.eks. Pistolettos landsmand Parmagianino et fantastisk selvportræt i et konveksspejl, og vi kender vist alle vores egen Hammershøis selvportræt med hustruen i baggrunden i et ovalt spejl.

Spejlingen og begæret efter at spejle sig går tilbage til myten om Narcissus, der elskede at se sig selv i søens stille vand, men og blev så optaget af refleksionen, at han faldt i og druknede.

Spejlingen indeholder en af middelalderens dødssynder ”Vanitas” – forfængelighed der knytter sig til menneskets forgængelighed. Spejlingen har allusioner til sjælen, spejlbilledet er sjælens spejl. I spejlet ser vi os selv, men også vores sjæl og, til syvende og sidst, vores død.

Spejlet i dag er jo i høj grad smartphonen sat på en stang. Mange, især unge, fotograferer sig selv i snart sagt alle situationer, sammen med venner, sammen med kendisser, ved vores turistattraktioner, foran Mona Lisa, og ligesom Narcissus forelsker de sig i deres eget spejlbillede og glemmer at se virkeligheden, glemmer at sanse øjeblikket.

For det er til gengæld dét, som kunstneren kan. Det er jo netop refleksionen, analysen og genfortolkningen af virkeligheden, som kunstneren kan. Snarere end at drukne i spejlbilledet, kan kunstneren reflektere over det, holde den kritiske afstand og danne en ny virkelighed.

Pistoletto har meget tidligt brugt spejlingen som kunstnerisk virkemiddel. Han har også brugt andre, men hans tidlige spejlværker har haft betydning for en hel generation af kunstnere i Danmark, f.eks. Jeppe Hein og Olafur Eliasson, som begge også er aktuelle her på Kunsten.

Vi skal om lidt opleve et magisk øjeblik, idet Pistoletto splintrer spejlene og en ny virkelighed afslører sig. Mange kunstnere har arbejdet med tilfældet, her er det gjort til en performance, hvor vi bagefter står tilbage med det, der var bag spejlet, det der lå inde bag virkelighedens spejl.

Thank you Michelangelo Pistoletto for coming here to do your performance, thank you for important impact on the contemporary world art, and thank you for a long artistic career that will continue. 

There are two other important Michelangelos in Italian art, Michelangelo Buonarotti and Michelangelo Caravaggio. They would be proud of you!