I anledning af 70-års jubilæet for Fondet for dansk-norsk samarbejde har Ny Carlsbergfondet skænket skulpturen Thøger Larsen af Per Kirkeby. Skulpturen indtager nu en fornem plads ved indgangen til Fondets smukke hovedsæde Lysebu udenfor Oslo.

Monument over dansk digter
Fondet for dansk-norsk samarbejde støtter kultur og uddannelse. Hovedsædet Lysebu tilbyder bl.a. logi til forskningsstipendiater og benyttes til foredrag, seminarer og udstillinger. Da kunsten spiller en central rolle i fondets arbejde, huser Lysebu også en fast samling af norsk og dansk kunst – heriblandt Per Kirkebys maleri Lysebu, som nu får selskab af en skulptur af samme kunstner.    

Værket, som bærer titlen Thøger Larsen, er Per Kirkebys hyldest til digteren fra Lemvig, der er kendt for at være forfatteren bag strofer som ”Danmark, nu blunder den lyse nat” og ”Du danske sommer, jeg elsker dig”. 

”Larsens lyrik er forankret i 1890’ernes symbolisme og vitalisme med et stærkt natursyn, der forener skildringen af det nære liv og naturen med kosmiske visioner. Han har haft stor betydning for danske digtere som Otto Gelsted, William Heinesen, Thorkild Bjørnvig, Frank Jæger, Inger Christensen og flere andre,” fortæller formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt, om donationen. Han fortsætter:

”Netop kombinationen af videnskab, kunst og natursyn er jo også central for Per Kirkeby, og derfor var det en lysende god ide at få Kirkeby til at skabe dette monument over en vigtig dansk digter. Kirkeby, der jo også selv er forfatter og digter, finder i Thøger Larsen en åndsbeslægtet. At de begge, som er så inspireret af naturen, nu forenes i den skønne norske natur her på Lysebu, er jeg stærkt glad for.”

Norgeshjælpen 
Historien om Fondet for dansk-norsk samarbejde går tilbage til Anden Verdenskrig og hører uløseligt sammen med den såkaldte Norgeshjælp, der er et af de største humanitære hjælpearbejder foretaget i Danmark. Besættelsen skabte en alvorlig madmangel i Norge, men det norske miljø i Danmark igangsatte en indsamling, som resulterede i, at der i gennemsnit blev sendt mere end 22 tons fødevarer til nabolandet om dagen. 

Inden krigen var omme, gik drøftelserne i gang om, hvordan kontakten landene imellem kunne bevares. I København indvilligede de danske myndigheder i, at det overskud på ca. 16 mio. danske kroner, som stod tilbage efter Norgeshjælpen, kunne bruges på en dansk-norsk samarbejdsfond. Lysebu-ejendommen blev derefter skænket til Fondet for dansk-norsk samarbejde af den norske stat som tak for madvare-hjælpen.