Kunstkritikk har eksisteret som onlinetidsskrift siden 2003, først på norsk, og siden 2010 som et nordisk magasin med redaktioner i Oslo, Stockholm og København. Med substantiel støtte fra Ny Carlsbergfondet lanceres Kunstkritikk International, der skal formidle nordisk kunst til et internationalt publikum og samtidig bevare positionen som et centralt referencepunkt i den nordiske kunstsamtale.
Nordiske perspektiver på internationale begivenheder
Ifølge Jonas Ekeberg, ansvarshavende redaktør på Kunstkritikk, er det ikke tilfældigt at initiativet til et nordisk-internationalt tidsskrift opstår nu. ”Vi ser konturerne af et modent, dynamisk og internationalt orienteret nordisk kunstliv. I Norge og Sverige bygges og oprustes nationale museer, i København og Stockholm arrangeres internationale kunstmesser og i Bergen, Göteborg og Aarhus arrangeres internationale biennaler eller triennaler,” udtaler Ekeberg, og tilføjer: ”Den stadigt ekspanderende nordiske kunstscene er afhængig af professionel, fagligt funderet kritik. Kunstkritikks ambition er at udgøre en spydspids i den nordisk-internationale kunstsamtale.”
Fremover vil Kunstkritikk publicere kritik, kommentar og nyheder fra det nordiske og internationale kunstfelt hver dag. Hovedvægten ligger fortsat på nordisk kunst i form af anmeldelser af udstillinger, interviews med nordiske kunstnere og aktuelle rapporter fra kunstlivet. I tillæg vil Kunstkritikk International formidle nordiske perspektiver på de vigtigste udstillinger og begivenheder i verdens kunstmetropoler.
Samtidigt med den internationale udgave lanceres også Kunstkritikks nye design, som i højere grad betoner det visuelle og som er bedre tilpasset sociale medier end tidligere.
Gå til Kunstkritikk International.
Del af international satsning
Ny Carlsbergfondets støtte til Kunstkritikks internationale udgave kan ses i relation til fondets internationale satsning de seneste par år. Morten Kyndrup, bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet, udtaler: ”Fondet har gennem de seneste år skærpet indsatsen overfor dansk kunst på den internationale scene. Når vi har støttet museer som The Metropolitan Museum of Art, Tate Modern, Centre Pompidou, Guggenheim og senest The Phillips Collection med bevillinger til at erhverve, formidle og forske i dansk kunst, er det netop for at styrke den store internationale bevågenhed, dansk kunst fortjent oplever for tiden. Og i forlængelse af den indsats synes vi også, at det er har været relevant at støtte Kunstkritikks ambition om at nå længere ud i verden med den kvalificerede og kritiske formidling af dansk og nordisk kunst.”
”Vi anerkender kunstkritikkens helt centrale funktioner i kunstlivet. Det er jo ingen hemmelighed, at de traditionelle medier i de seneste år har nedprioriteret den seriøse kunstkritik, og blandt andet af den årsag har vi nu forsøgsvis valgt at bevilge midler til opstarten af Kunstkritikk International, ligesom vi også for nylig har støttet en Master Class i kunstkritik, arrangeret af dagbladet Politiken. Vi har alene koncentreret os om et par seriøse projekter, som vi tror på, og som kan være med til at styrke og kvalificere kunstkritikken generelt,” tilføjer Morten Kyndrup.
Kunstkritikk modtager desuden støtte fra Norsk kulturråd, Utenriksdepartementet, Fritt Ord, Bildende Kunstneres Hjelpefond, Nordisk Kulturfond, Statens Kunstfond (Danmark), Statens Kulturråd (Sverige) og Svenska kulturfonden (Finland).