Den maliske Abdoulayé Konaté er en af de mest centrale samtidskunstnere på det afrikanske kontinent og kunne opleves i en soloudstilling på Arken sommeren 2016. Med midler fra Ny Carlsbergfondet var det muligt for museet at erhverve hans værk Le papillon noir et rouge [Sort og rød sommerfugl] og derved styrke dets internationale samling.
Le papillon noir et rouge viser en sommerfugl i glødende farver, der spreder vingerne. Det enkle motiv er opbygget af sammensatte felter og baner af indfarvet bomuld i graduerende farveharmonier. Ifølge direktør Christian Gether har netop sommerfuglemotivet en særlig relevans for ARKEN og peger på dets symbolske rolle i Konatés engagement med sociale og geopolitisk forhold:
”Sommerfuglen, som også er et motiv i flere andre hovedværker i ARKENs samling, f.eks. hos Damien Hirst og Peter Holst Henckel, anvendes hos Konaté som et alment symbol på skrøbelighed og henviser her til den usikre situation i de postkoloniale afrikanske stater.” Selv har Konaté udtalt: ”Sommerfuglens levende farver minder mig om den glæde og vitalitet, som folk opretholder trods deres situation og fattigdom.”
Christian Gether understreger, at museet samlingsstrategi reflekterer den tiltagende globaliserede samtidskunstscene, hvor der ikke længeren findes ét centrum for kunsten. Her er Konaté er en vigtig tilføjelse til ARKENs repræsentation af internationale og ikke-vestlige kunstnere.
”Værket vil indgå som en væsentlig del af samlingen, der indeholder værker af f.eks. Marius Bercea (Rumænien), Mona Hatoum (Palæstina), Rashmi Kaleka (Indien), Qui Anxiong (Kina) og Pascale Marthine Tayou (Cameroun). Fælles for dem er, at de, ligesom Konaté, arbejder med samtidskunstneriske genskrivninger af identitet, tradition, magtrelationer og internationale tragedier. Disse refleksioner er nødvendige i en tid, da globaliserings – og migrationsprocesser for alvor sætter dagsordenen”, fortæller Gether.
Konaté arbejder med tekstiler som sit primære materiale og tager udgangspunkt i hjemlandet Malis rige traditioner inden for bomuldsproduktion. Hans værker er tidligere blevet vist på en række internationale udstillinger, herunder documenta (12) i Kassel og Africa Remix: Contemporary Art of a Continent på The Hayward Gallery i London. Konaté er repræsenteret i de faste samlinger hos bl.a. The Metropolitan Museum of Art i New York og Stedelijk Museum i Amsterdam.