I vinteren 1883 begyndte den danske kunstner Th. Philipsen at male billedet Ved en fontana udenfor Rom på Via Flaminia. Som mange andre danske kunstnere var han rejst på studieophold til Italien og tilbragte halvandet år dels i Rom og dels i en lille by, Sora, på kanten af Abruzzerne.
I de breve, han sendte hjem til Danmark, kan man følge hans arbejde med dette store friluftsmaleri, som han arbejdede på under hele sit italienske ophold.
Direktør for Den Hirschsprungske Samling, Marianne Saabye, fandt maleriet, der tidligere har været i dansk eje, hos en romersk kunsthandler, og med midler fra Ny Carlsbergfondet lykkedes det at hente værket hjem.
Marianne Saabye vægter Th. Philipsen højt og kalder dette billede et hovedværk i hans produktion og et afgørende bidrag til den danske naturalisme.
»Der findes i alt 16 kendte studier og billeder fra Philipsens italienske ophold, og de viser, hvor eksperimenterende og forskelligartet, han arbejdede både med lyset og med de pastose maleteknikker, som lå langt fra hans danske skoling. I dette store maleri fra Via Flaminia sammenfattede han erfaringerne fra studierejsen,« fortæller Marianne Saabye.
Fra hverdagens liv
At Th. Philipsen var dyremaler, fornægter sig ikke; æslerne i forgrunden dominerer billedet. Men værket har en usædvanlig monumentalitet og en stor rigdom på detaljer, både i kompositionen og i iagttagelserne af lyset, skyggevirkningerne og vandets refleksioner, påpeger Marianne Saabye.
»Her gav Philipsen i naturalismens ånd et nyt realistisk syn på det italienske folkeliv med en skildring af hverdagslivet, som må ses som en modsætning til guldaldermalernes mere farverige, romantiske fortolkninger.«
Desuden har billedet en kulturhistorisk dimension, idet vi fra Joakim Skovgaards samtidige breve fra Rom ved, at kunstnerne dagligt spiste på den nu forhenværende Antica Trattoria di Papa Giulio, der ses i baggrunden af billedet. Th. Philipsens atelier lå i øvrigt få huse derfra.