Kulturhuset Skanderborg byder på et væld af arrangementer året rundt. Heriblandt kan besøgende opleve alt fra konferencer og foredrag til rockkoncerter og teaterforestillinger i husets Store Sal, der er opbygget som en traditionel teatersal med parket og balkon. Med midler fra Ny Carlsbergfondet får salen nu et nyt scenetæppe designet af Eske Kath.
En begyndelse eller en slutning
Samarbejdet mellem Eske Kath og Priebe Sceneteknik resulterede i en særlig fortolkning af det klassiske røde scenetæppe. Værket består af 185 kg rent uld i røde, orange og gule farver, der er syet sammen til et solopgangs-/solnedgangsmotiv.
Ifølge Kath har både designet og udførelsen været udfordrende, idet projektet skilte sig betydeligt ud fra hans sædvanlige praksis: ”Da jeg normalt er maler, har jeg ikke tidligere arbejdet med sammensyede felter på denne vis, og da jeg samtidig ikke stod alene med produktionen, har arbejdsprocessen været meget forskellig fra min normale praksis. Det er altid en udfordring at lade andre færdiggøre et værk, men ved Priebe er de yderst kompetente”, siger Kath.
Valget af motiv lå der især mange tanker bag, han uddyber: ”Det har været vigtigt for mig, at motivet ikke har en for konkret historie som kan gå i klinch med en forestilling, men derimod kan være neutral eller understøttende, alt efter hvilken oplevelse forestillingen giver.”
Motivet kan både ses som en solopgang og en solnedgang, der symbolsk åbner og lukker en forestilling. Det reflekterer således scenetæppets praktiske funktion, men går også i dialog med forestillingens indhold ifølge Kath, han siger:
”Scenetæppet kan læses i forhold til forestillingens stemning og budskab. Ser man det som et håb, en ny begyndelse eller som enden og mørkets frembrud? Mit håb er, at tæppet direkte eller indirekte understreger forestillingens stemning.”
Om valget af farver siger Kath: ”Jeg har valgt at holde mig inden for en rød ‘teaterskala’, som er i familie med det klassiske scenetæppe. Det er vigtigt, at tæppet virker naturligt i teateromgivelserne, og at farveholdningen ikke saboterer eller forstyrrer forestillingens stemning og budskab, men derimod understøtter den som et klassisk rødt scenetæppe - med et twist.”