Sergej Jensens (f. 1973) særegne værker fremstår både nyskabende og i intens dialog med historien. Louisiana ansøgte Ny Carlsbergfondet om midler til at erhverve billedet Socialliberal abstraktion, 2014, og værket hænger nu side om side med andre hovedværker i museets samling. At netop Louisiana ønskede sig et værk af denne kunstner, er ikke tilfældigt, for Sergej Jensen har en hel del til fælles med mange af de kunstnere, som Louisiana behandler, siger museets direktør, Poul Erik Tøjner:

»Morris Louis, Robert Ryman, Yves Klein, Lucio Fontana og Sigmar Polke er grundkapital på Louisiana i fortællingen om maleriet i efterkrigstiden, og samtidig udgør disse navne alle og på hver sin måde en institutionel ramme til forståelsen af Sergej Jensens billeder det seneste tiår. Denne yngre, men stærkt internationalt eksponerede Sergej Jensen bidrager nu markant til museets samling og går dermed i dialog med andre af Louisianas samtidige kunstnere som Jonathan Meese, Tal R og Daniel Richter.«

Sergej Jensens værker er skabt af materialer, ofte fundne, som lærred, presenningsstof og jute. Han syr, afbleger, strækker og pletter stoffet og sammensyr det til abstrakte fortællinger i mørk tone.

»Nærmest som i et klassisk maleri skaber han fine modelleringer af stoffet og efterlader spor af handlingen. Dét, at materialerne til dels er fundne og somme tider har indgået i andre ikke-kunst-sammenhænge, sætter spor og mærker, mens pigment lagt på overfladen tydeligvis er resultater af Sergej Jensens egen bevidst afdæmpede strategi,« vurderer Poul Erik Tøjner.

Erhvervelsen af Socialliberal abstraktion har udløst en donation fra kunstnerens side af et andet stort værk også fra 2014, nemlig billedetHeksehertugen fra Herlev, der således nu også er i museets eje.