Med udgangspunkt i Carl Jacobsens vision om ”den levende kunst for det levende folk” støtter Ny Carlsbergfondet udstillinger, der originalt og kvalificeret gør kunst tilgængelig for et nutidigt publikum, og som dermed bidrager til at udvikle og tilfredsstille sansen for og trangen til kunst hos et bredt publikum.
Ny Carlsbergfondet betragter desuden udstillingsmediet som vigtigt for udviklingen af både kunsten og kunsthistorien hen mod det ypperste. Med udstillingspuljen ønsker fondet at støtte danske museers, kunsthallers og udstillingssteders arbejde på dette felt.
Fondet vil bestræbe sig på, at de støttede projekter afspejler en bredde og mangfoldighed i kunstnerskaber, medier, kuratoriske perspektiver, perioder, geografi, køn, kunstarter mv.
Fondet ser det som en væsentlig opgave at støtte udstillinger såvel på etablerede institutioner som i kunstens vækstlag.
Hvem kan søge?
Museer, kunsthaller og ikke-kommercielle udstillingssteder med fysisk lokalitet.
Ansøgningsfrist
Der er to årlige ansøgningsfrister. Se de specifikke ansøgningsfrister under ”Ansøgningsfrist og møder”.
I forbindelse med seneste udstillingspulje afholdt Ny Carlsbergfondet et webinar med introduktion til udstillingspuljen. Webinaret blev optaget og kan ses her. Vær opmærksom på, at der er nye og skærpede krav til ansøgninger i denne runde. Gældende kriterier og krav er beskrevet nedenfor.
Ansøgningsproces
- Museet/kunsthallen/udstillingsstedet ansøger fondet om støtte til udstillingen.
- Ny Carlsbergfondets bestyrelse vurderer de indkomne ansøgninger og giver enten tilsagn om delvis eller fuld støtte eller afslag.
Kriterier
Ny Carlsbergfondet lægger vægt på, at:
- udstillingen er original og af høj kvalitet.
- udstillingen forholder sig relevant til væsentlige strømninger og spørgsmål i samfundet.
- udstillingen med udgangspunkt i Danmark arbejder med kunsten i et globalt perspektiv.
- der indtænkes professionel og passioneret formidling, der gør kunsten tilgængelig og nærværende.
- involverede nulevende kunstnere honoreres.
Hvad kan der søges støtte til?
- Alle udgifter forbundet med realiseringen af udstillinger f.eks. research og rejser, kunstnerhonorarer, transport, forsikring, udstillingsscenografi, formidling, kommunikation mv.
- Udgifter til produktion af såvel danske som udenlandske kunstneres værker (såfremt det tydeligt fremgår, at kunstnerne gives rimelige betingelser, og at der på forhånd er opnået enighed om ejerskab, evt. salg mv.).
- Ny Carlsbergfondet støtter ikke lønmidler til fastansatte medarbejdere.
- Støtte til udstillingskataloger søges særskilt i fondets publikationspulje.
- Der kan kun søges til én udstilling per ansøgning og ikke til hele udstillingsprogrammer.
- Den samme institution kan kun sende én ansøgning per ansøgningsfrist.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Bemærk, at ansøgning med bilag skal vedhæftes som én samlet PDF-fil og må ikke overstige 10 sider (inkl. forsider og anden grafisk opsætning). Materiale, der ikke overholder formalia, vil ikke indgå i bedømmelsen.
- Projektbeskrivelse på højst to sider, der:
- forholder sig til de ovenfornævnte kriterier.
- beskriver udstillingens koncept, kunstner- og værkudvalg samt formidlingsgreb.
- redegør for udstillingens forankring i institutionens øvrige program og profil samt relation til institutionens eventuelle samling.
- forventet udstillingsperiode og åbningstider i udstillingsperioden
- Detaljeret udstillingsbudget.
- Finansieringsplan med angivelse af eventuel medfinansiering og anden ansøgt eller bevilget støtte.
- CV på højst én side for nulevende kunstnere i udstillingen (der skal foretages et prioriteret udvalg ved flere kunstnere).
- Højst fem sider med illustrationer, der relaterer sig tæt til udstillingen.
Yderligere materiale, der vedhæftes i ansøgningen, vil ikke indgå i bedømmelsen. Ansøgninger, der ikke overholder formalia, afvises administrativt.
Afrapportering
Når projektet er afsluttet, skal ansøger indsende et projektregnskab samt en redegørelse for projektforløbet, hvori der redegøres for de realiserede omkostninger i forhold til det budgetterede til udstilling, formidlingstiltag, publikumstal mm. Denne dokumentation skal indsendes via det online ansøgningssystem.
For yderligere spørgsmål
Kontakt: sekretariatet@ncf.dk, 33 11 37 65