Ny Carlsbergfondet fik en henvendelse fra Politiets Efterretningstjeneste (PET), der ønskede at udsmykke sit domicil i Søborg. Ønsket beroede på en tanke om, at PET, der af naturlige årsager opererer i hemmelighed, gennem kunst kunne vise andre facetter over for samfundet. Man ville gøre en velkomstgestus.
»Ny Carlsbergfondet havde og har stor sympati for den tanke – ligesom vi har stor sympati for PET og den vigtige opgave, PET udfører i vores samfund. PET er jo både central og på en måde udenfor (af bestemte gode grunde). Dermed ligner PET lidt kunsten, som også er sin egen og ikke umiddelbart en del af alt det andet,« siger bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet Morten Kyndrup.
Han forklarer yderligere om udsmykningen:
»Vi blev enige om at koble projektet til etableringen af den ny indgang i domicilets rotunde og valgte tre kunstnere, alle markante skikkelser i dansk samtidskunst. Men lige en kende forskudt i alder, i køn og i æstetisk udtryk.«
Viera Collaro blev bedt om at tænke i et stykke lyskunst til en stor væg ved indgangen. Bjørn Poulsen blev bedt om forslag til to skulpturer til ophængning på hver sin side af bygningen. Og Kathrine Ærtebjerg blev bedt om en suite af malerier til ”køjen” over hovedindgangen. Alle værkerne er således produceret specielt til stedet.
Viera Collaro: Tre lige dele. 2013. Poleret stål, satinato glas, RGB dioder.
Bjørn Poulsen: Drabant og Kløft, 2013. Bronze
Kathrine Ærtebjerg: Det evige liv, Det evige liv (grønt), Lyset og mørket, Synet, Verdens cyklus, Vækst. 2014. Akryl, olie og spray på lærred.