Stedet Tæller X er et initiativ fra Ny Carlsbergfondet og Realdania, hvor kunst og arkitektur bruges som løftestang til udvikling af særlige steder i landkommunerne.
Ambitionen med Stedet Tæller X er at styrke særlige kendetegn gennem lokalt forankrede fysiske projekter, nye talentfulde tegnestuer og et nytænkende samspil mellem kunst og arkitektur.
På Kulturmødet inviterer Ny Carlsbergfondet og Realdania til en tværfaglig samtale om, hvordan kunsten og arkitekturen kan skabe nye mødesteder i landkommunerne, og hvordan udvikling og øget livskvalitet kan skabes gennem kunst og arkitektur.
I samtalen, der styres af journalist Mikkel Frey Damgaard, deles ud af de første spændende erfaringer fra Stedet Tæller X, hvor 8 projekter rundt i hele Danmark er valgt til at blive realiseret i årene frem.
Med udgangspunkt i erfaringer fra Stedet Tæller X fortæller Simon Harboe, projektchef i Realdania og Maria Eichhorn, projektkonsulent i Ny Carlsbergfondet, om hvilke gevinster og udfordringer, der er ved at krydse arkitekturen og kunsten i landkommunerne, og hvordan man kan arbejde med disse emner i bredere forstand fra et fondsperspektiv.
På scenen kommer også projektejere fra Holmsland Hotspot i Kloster ved Ringkøbing Fjord, der deler af erfaringer med at etablere et lokalforankret og frivilligt drevet kunst- og arkitekturprojekt. Sidst men ikke mindst deltager kunstner ved Holmsland Hotspot Mette Winckelmann, der er midt i at forberede realiseringen af sit store værk til stedet sammen med Sophie Sahlqvist Landskab og arkitekt Martin Winther.