Det er et af de gruopvækkende motiver fra Francisco Goyas grafiske serie Krigens Rædsler (1808-15), som Jake og Dinos Chapman har kastet sig over. Brødrenes modificering er blevet gjort direkte på tre sjældne gentryk af motivet, der blev lavet i 1937 fra Goyas oprindelige trykplader. De to brødre har dermed grebet direkte ind i et kunstværk og tilføjet deres eget lag. I deres tre versioner af Grande hazaña! Con muertos!, som også er originaltitlen på Goyas motiv, har de på den ene indsat en regnbue. I de to andre versioner har de raderet ofrenes ansigter bort og erstattet dem med klovneansigter. Det umiddelbart voldsomme greb er ligeså konceptuelt, som det er fysisk. Krigens vold, der skildres i Goyas tryk, forstærkes og fordobles gennem Chapmanbrødrenes voldslignende handling mod trykkene.
Et overgreb på Goya?
Jake og Dinos Chapman er blevet kritiseret for at vandalisere Goyas tryk af lemlæstede, torterede og kastrerede ofre. Det er dog ikke nyt at modificere andre kunstneres værker. Et dansk eksempel er Asger Jorn. På parisiske loppemarkeder indkøbte Jorn ældre malerier, som han overmalede til sine såkaldte modifikationer. I samme stil udfordrer brødrene Chapman kunstens spændvidde med deres tilføjelser på Goyas tryk.
Goya skabte oprindeligt trykkene som en reaktion på Napoleons invasion af Spanien i 1808. Jake og Dinos Chapman fører stafetten videre og stiller lighedstegn mellem Napoleons mission om at sprede oplysningstidens tanker i Europa til George Bush og Tony Blairs udtalelser om spredning af demokrati i Irak-krigen. Nutidens vold tilføjes til Goyas skildring, og Chapmanbrødrenes værkserie kan ses som både overgreb på og hyldest til Goyas litografier.
Krigens universelle problematik
Chapmanbrødrene er langt fra de eneste kunstnere, som har været inspireret af Goyas motiver. Danske Richard Mortensen, som også er rigt repræsenteret i Esbjergs Kunstmuseums samling, reagerede i lighed med Goya på sin tids vold med maleriet Esto es malo; en nærmest kubistisk parafrase over et af Goyas motiver fra Krigens Rædsler. Chapmanbrødrenes tre raderinger kan opleves fra 9. juni i en udstilling på Esbjerg Kunstmuseum. Her vil de indgå som et aktuelt eksempel på det, som Richard Mortensen skabte i 1950’erne.
Les Enfants Terribles
Jake og Dinos Chapman er begge uddannet ved Royal College of Art i London. Hurtigt skabte de røre i kunstverdenen både i Storbritannien og internationalt. Vandalisme, tabu, chok og provokation er ord, kritikerne ofte beskriver brødrene med, og de to er blevet kendte og berygtede under tilnavnet Les Enfants Terribles. Foruden Goyas tryk har brødrene også approprieret og ændret på andre kunstværker fra 1800- og 1900-tallet herunder nogle af Adolf Hitlers originale akvareller.