Paul Gauguin (1848-1903) tilhører kunsthistoriens sværvægtere, men der er sider af hans produktion, som er mindre kendte. Hans keramiske arbejde har således levet i skyggen af de store, berømte malerier. 

Vi kender i dag 60 keramiske værker af Gauguin, hvoraf Glyptoteket nu ejer 15. De tre seneste af disse blev indkøbt på en auktion i Frankrig: Krukke i form af et grotesk hoved, Vase i form af et hoved/Hoved af en ung pige og Krukke i form af et grotesk hoved, alle skabt i årene 1893-95.

Paul Gauguin arbejdede koncentreret med keramikken hen over to vintre, henholdsvis 1886-87 og 1887-88, da han arbejdede sammen med pottemageren, den anerkendte Ernest Chaplet i udkanten af Paris. Gauguin bidrog med sit originale udtryk, men den salgssucces, han havde håbet på med keramikken, udeblev. Alligevel genoptog han keramikken i 1893-95, da han vendte tilbage til Frankrig, og de tre nye keramiske værker er fra denne periode. De er atypiske for hans keramiske virke og afviger markant fra Glyptotekets øvrige keramiske værker af kunstneren. Vaserne udmærker sig ved at være udformet som groteske hoveder.

Glyptotekets direktør, Flemming Friborg, siger:

»Man fornemmer i disse værker en kunstner, som mentalt har tyvstartet sit sidste polynesiske eventyr. I vasernes figurer spores en tradition for det groteske, som genkendes hos andre af tidens kunstnere, og som trækker tråde bagud til romanske og gotiske kirkers stendæmoner. For Gauguins vedkommende er dette foreneligt med hans stadigt voksende fascination af såkaldt primitive kulturer; deres skikke og kultgenstande. Gauguin tager det, han kan bruge fra begge verdener, og forløser det i et dybt personligt og originalt formsprog. De tre nye keramiske værker lægger væsentlig kraft til Glyptotekets fortælling om Gauguin og løfter museets verdensklassesamling af Gauguin-kunst endnu et trin.«  

De tre vaser er udført i en tid med mange nybrud inden for den keramiske kunst og i en periode, da Gauguin toppede i sin selvforståelse som et geni. Kunstnerego og originalitet kan således siges at forenes i vasernes vovede og fantasifulde udformning. Samtidig så Gauguin i keramikken en kommerciel mulighed for masseproduktion og salg, hvilket de tre værker demonstrerer: to af dem er støbt fra samme form og efterfølgende tilføjet betydelige forskelle.