Med dramatiske lyseffekter og med et øje for det hemmelighedsfulde malede Martinus Rørbye Parti fra en klippehule, Cervara i 1835. Maleriet blev til under en rejse, hvor Rørbye fulgte i fodsporene på sin gamle læremester C.W. Eckersberg. I perioden 1834-37 rejste Rørbye således til Italien, Grækenland og hele vejen til Tyrkiet. Inspireret af naturen og folkelivet, som Rørbye mødte, blev flere malerier til undervejs på den lange rejse.

Fascinationen for geologi og Italien

Rørbye havde en stor interesse for geologi. På rejsen besøgte han flere naturhistoriske samlinger, hvor han kunne studere sten og klippemateriale. Lidt udenfor Rom fandt Rørbye hulerne ved Tor Cervara. Klippehulerne, som havde forsynet antikkens Rom med materialer, var nu et rejsemål for tidens kunstnere. I sine rejsedagbøger beretter Rørbye om, hvordan han tog på ture med bekendte ud til disse fascinerende huler:

”Gjort en Tuur med Wulff ud af Porta Maggiore, forbi Torre de Schiavi, og Bocca di Leone til Cervare tilbragt det meste af Dagen der med at male, og besee disse interesante Huuler (…)”

Inde i klippehulen kunne Rørbye komme helt tæt på de geologiske formationer med tuffens ujævne overflade, ligesom han på afstand kunne iagttage de blånende bjergtoppe. I maleriet stråler lyset som fra en projektør ind gennem hulens munding og giver en scenisk effekt. Lyset falder på de to lokale mænd, som Rørbye med etnografisk nysgerrighed har skildret i færd med deres liv og arbejde i bjergene.  

Nært og fjernt

Rørbye arbejdede meget bevidst med motivet i sine malerier. Ofte afslører en åbning eller et vindue noget andet uden for billedets egentlige motiv. I Parti fra en klippehule, Cervara er det de blålige bjerge i baggrunden, der trods distancen trænger sig på. Maleriet bliver et spil mellem ude og inde, mellem det nære og det fjerne. Klippehulen gør sig som det indre, det hemlighedsfulde, der blotlægges af lyset, mens bjergtinderne i horisonten tilføjer en stemning af romantisk længsel efter det fjerne og storladne.

Om Martinus Rørbye

Martinus Rørbye (1803-48) blev født i Norge, men rejste med sin familie til Danmark, hvor han studerede på Kunstakademiet i København under C.W. Eckersberg. Senere fra 1844 og frem til sin død var Rørbye selv professor ved Kunstakademiet. Rørbye var en af guldalderens mest berejste billedkunstnere. På Ribe Kunstmuseum vil maleriet fra Cervara indgå i museets samling af rejsebilleder fra Guldalderen, som også tæller Rørbyes Klostergang i Palermo.