Kunstværket Sonic, som Thilo Frank har udført i tæt samarbejde med arkitekt Phillip C. Reiner, består af 144 spejle, integreret i muren, der omkranser Dansekapellet. Virkningen er nærmest kalejdoskopisk, når elementer fra gaden spejles ind i Dansekapellets gård og omvendt. I værket er der monteret et lysbånd, der både subtilt og effektfuldt lyser panelerne op, når mørket falder på.
Essensen af stedet
Som vanligt har Thilo Franks tilgang til opgaven været undersøgende og nysgerrig: ”Da Ny Carlsbergfondet gav mig opgaven, kom jeg til rundvisning, og så begyndte jeg at tale med alle i Dansekapellet. Jeg lyttede meget og hørte om husets historie og funktion fra mange af husets brugere. Når jeg gør dette, prøver jeg at finde frem til essensen af stedet, og hvad der er brug for. Jeg ser kunsten som transmitter af denne essens. Her var essensen af gammel og ny brug – at huset transformerer energi. Ved at skabe lysprojektet rækker Dansekapellet ud imod hverdagen, og folk får et inviterende glimt af gårdens liv,” siger Thilo Frank.
Stedets og byens puls
Netop etableringen af en overgang mellem Dansekapellets lidt indesluttede rum og bylivet udenfor er det bærende omdrejningspunkt i Sonic: ”Thilo Frank har skabt en markant kunstnerisk udsmykning til det københavnske byrum. Værket spejler dansens dynamiske bevægelse. Det trækker stedets puls ud til byens borgere og indånder samtidig byens pulserende liv, så Dansekapellet som aktiv kulturinstitution forbindes med det, der sker lige udenfor. Værket er smukt integreret i det gamle kapels originale arkitektur og placeret lige overfor Grundtvigs Kirke, der også har stor arkitektonisk værdi for København,” udtaler Stine Høholt, bestyrelsesmedlem i Ny Carlsbergfondet.
Københavns kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde, fortsætter: ”Det glæder mig, at Ny Carlsbergfondet har doneret et stort og flot kunstværk til Dansekapellet og dermed til byens borgere. Med værket inviterer Dansekapellet omgivelserne med indenfor, fordi kunstneren i dén grad har arbejdet med nedbrydning af murens barriere. Det er et godt eksempel på, hvordan kunst kan bruges til at åbne vores institutioner op og invitere borgerne indenfor.”
Om Thilo Frank
Thilo Frank (f. 1978) bor og arbejder til daglig i München og Berlin. Han er uddannet fra kunstakademiet i Stuttgart og har bl.a. arbejdet som assistent for Olafur Eliassen i ti år. Sideløbende har han etableret sig som et markant navn på den internationale samtidskunstscene med en række udstillinger og udsmykninger rundt om i verden. Thilo Frank arbejder primært med installationer, skulpturer, foto og lyd, som opfindsomt fordrer en fysisk interaktiv dialog med beskueren. Han har skabt en række installationer i Danmark, bl.a. til Kunsten i Aalborg, på Arken og den permanente installation Ekko i Hjallerup.