Konstruktionen er umiddelbar simpel. Fem femkantede spejle i varierende størrelser hængt op i en cirkelformation. Kompleksiteten i Olafur Eliassons værk indtræder først i det øjeblik, man træder ind i cirklen og lader sig omslutte af virvaret af spejle.

Krop og værk

Turning Pentagonal Mirror Tunnel skaber rum for refleksion og sansning af selvet. I første omgang ved at skabe et konkret rum. De fem femkantede spejle omslutter beskueren i en sådan grad, at de kun tillader begrænset refleksion af verden udenfor værket. I stedet integrerer værket ikke bare beskuerens blik, men også kroppen, som overalt, hvor man kigger, optræder fragmentarisk i spejlene, men fra flere forskellige synsvinkler. Skellet mellem krop og værk, mellem beskuer og værk ophæves for en stund, og værket skaber i stedet rum for refleksion om, hvorledes den fysiske, konkrete verden kan opleves og forstyrres gennem blikket, spejlinger, forvridninger og fortolkninger.

Forskningsfokus

Turning Pentagonal Mirror Tunnel kropsliggør den sanseorienterede kunstoplevelse. Som sådan kommer det også til at indgå som en central del af Trapholts forskning i sanseorienterede kunstoplevelser i det fænomenologiske felt. Museet har for nylig etableret et forskningssamarbejde med Studio Olafur Eliasson og IMC (Interacting Minds Center) på Aarhus Universitet, hvilket sidste år udmøntede sig i et forskningsdesign og en kunstnerisk installation på Trapholt.

Turning Pentagonal Mirror Tunnel kan opleves i udstillingen ”SENSE ME” på Trapholt frem til 27. juli.

Om Olafur Eliasson

Dansk-islandske Olafur Eliasson (f. 1967) er uddannet ved Kunstakademiet i København. Siden starten af halvfemserne har han arbejdet med fotografi, installation, skulptur samt film. Hans værker, som ofte forener kunst, arkitektur og naturvidenskab, kredser om en undersøgelse af menneskets sanser og deres indflydelse på vores oplevelse af verden. Opmærksomheden er rettet mod mennesket og den menneskelige sansning med et ønske om at lede vores opmærksomhed hen på vores egen tilstedeværelse i verden. Eliasson er repræsenteret i museumssamlinger verden over, ligesom han har haft store solo udstillinger på en lang række af verdens førende kunstmuseer. Han har desuden skabt en række midlertidige interventioner i byrum verden over, ligesom han står bag flere permanente udsmykninger i det offentlige rum.