Ny Carlsbergfondet støtter udgivelsen af danske kunstfaglige tidsskrifter, som med originalitet og kvalitet bidrager til den danske kunstkritik og kunstforskning. Kunstfaglige tidsskrifter kan stimulere og styrke kunstkritikken og kunstforskningen i Danmark og dermed bidrage til udviklingen af dansk kunst.
Ny Carlsbergfondet bestræber sig på, at de støttede tidsskrifter afspejler en bredde og mangfoldighed i medier, formater, perspektiver, geografi, køn, kunstarter mv.
Ny Carlsbergfondet støtter både tidsskrifter, der kritisk og kompetent formidler dansk kunst i et globalt perspektiv, og tidsskrifter, der introducerer udenlandsk kunst og forskning i en dansk kontekst.
Hvem kan søge?
Udgivere af kunsttidsskrifter i Danmark.
Ansøgningsfrist
Der er tre årlige ansøgningsfrister. Se de specifikke ansøgningsfrister under ”Ansøgningsfrist og møder”.
Ansøgningsproces
- Ansøgning om støtte sendes gennem fondets online ansøgningssystem.
- Ny Carlsbergfondets bestyrelse vurderer de indkomne ansøgninger og giver enten tilsagn om delvis eller fuld støtte eller afslag.
- Ansøger får besked gennem fondets online ansøgningssystem. Der er en behandlingstid på et par uger efter bestyrelsesmødet.
Kriterier
Ny Carlsbergfondet lægger vægt på, at:
- tidsskriftet er originalt og af høj kvalitet.
- tidsskriftet er aktuelt og relevant for samtiden, både når det gælder det redaktionelle, det kunstfaglige og det formidlingsfaglige indhold.
Det er et krav, at bidragene til forskningstidsskrifter skal underlægges peer review. Det er ligeledes et krav, at hvis tidsskriftet udgives i regi af en institution, skal institutionens leder afsende ansøgningen.
Hvad kan der søges støtte til?
Alle udgifter forbundet med udgivelsen af publikationen, f.eks. tryk og indbinding, forlagsredaktion, korrektur, design og billedrettigheder. En eventuel bevilling udbetales først, når publikationen er udgivet.
Hvad skal ansøgningen indeholde?
Bemærk, at ansøgning med bilag skal vedhæftes som én samlet PDF-fil og må ikke overstige 10 sider (inkl. forsider og anden grafisk opsætning). Materiale, der ikke overholder formalia, vil ikke indgå i bedømmelsen.
- Beskrivelse på højst to sider, der præsenterer det overordnede redaktionelle koncept og planer for konkret indhold, herunder artikelformater, skribentovervejelser, sprogversioner, om der udgives på print eller digitalt, distributionsplan mv.
- Indholdsfortegnelse/artikeloversigt på højst en side.
- CV på redaktører på højst en side pr. redaktør (der må foretages et prioriteret udvalg ved flere redaktører).
- Budget og finansieringsplan inkl. information om medfinansiering og evt. ansøgt bevilget fondsstøtte.
- Evt. visuelt materiale må højst fylde 5 sider.
Yderligere materiale, der vedhæftes ansøgningen, vil ikke indgå i bedømmelsen.
Afrapportering
Hvis tidsskriftet udgives på print, tilsendes Ny Carlsbergfondet to eksemplarer efter hver udgivelse med mulighed for at rekvirere yderligere eksemplarer.
For yderligere spørgsmål
Kontakt Ny Carlsbergfondets sekretariat på sekretariatet@ncf.dk eller 33 11 37 65.