Væver Jenny Hansen udfordrer og udforsker gobelinbegrebet – håndværket såvel som udtrykket. Gobelinvævningen, der historisk set har tjent som udsmykning og formidling af fortællinger, får hos Jenny Hansen et nyt, abstrakt billedsprog. Dette er også tilfældet med Spejlinger, hvor kunstneren har ladet sig inspirere af siv, der spejler sig i vandoverfladen. Med sine kontrastfyldte farver og svungne sivmotiver får Spejlinger et nærmest malerisk udtryk og bevarer samtidig den stoflige tyngde, der er kendetegnende for den klassiske gobelin.

Stædig fastholdelse af tid

Den langsommelige væveproces medvirker til, at der nemt kan gå flere år, før det færdige billedtæppe er klar. Væveren må derfor ruste sig med tålmodighed og arbejde i et tempo, der på mange måder ikke hører hjemme i vores teknologiske tidsalder. Den tidskrævende vævningsproces kan ikke accelereres, og gobelinvævningen kan derfor på mange måder siges stædigt at fastholde sin egen langsommelige tid.

Samling

Vendsyssel Kunstmuseum har kunsthåndværk og herunder tekstilkunst som særligt indsamlingsområde. Jenny Hansen, der i forvejen er repræsenteret i samlingen med tre gobelinvævninger, viderefører med Spejlinger den klassiske vævning og udforsker, hvad mediet kan. Med erhvervelsen af Spejlinger, der placerer sig centralt i Jenny Hansens kunstnerskab, styrkes museets repræsentation af tekstilkunst markant.

Om Jenny Hansen

Jenny Hansen (f. 1951) er autodidakt væver og arbejder i Hobro. Hun er medlem af udstillingsgruppen Dansk Gobelinkunst, der siden 1998 har været aktiv på udstillinger i ind- og udland. I 2011 fik Jenny Hansen til opgave i samarbejde med Dronning Margrethe at designe et gulvtæppe til Christiansborg. Tæppet var Folketingets gave til Dronningen i anledningen af hendes 40-års regeringsjubilæum i 2012.