Der er en særlig barnlig glæde og en håndværksmæssig finesse over Hammam. Som et stort møbel med hylder og skuffer rejser en arkitektonisk konstruktion sig med kuppel, spidsbuer og fine træudskæringer. I midten er en zoetrope, en cylinder som sætter de påmalede tegninger i bevægelse, når den drejes rundt.
Offentlige bade
Værket er skabt af de to kunstnere under et arbejdsophold i Istanbul. opholdet var en del af et internationalt Artist Residency Program, der skal skabe forbindelse mellem samtidskunsten og byens rige tradition for kunsthåndværk. Her har Randi & Katrine ladet sig inspirere af byens mange offentlige bade, de såkaldte hamammer. Værkets forskellige dele er skabt i tæt samarbejde med lokale tømrere og kunsthåndværkere og afspejler på den måde også byens lokale og håndværksmæssige traditioner, der trækker tråde tilbage til Det Osmanniske Rige.
Animation
Centralt, midt under den store kuppel, har Randi & Katrine skabt en animation af to badende gæster. En sekvens bestående af 16 billeder bliver vakt til live, når cylinderen drejes rundt. Der er et næsten voyeuristisk perspektiv, fordi tegningerne befinder sig på indersiden af den let gennemsigtige, lilla tromle. Man kan akkurat ane, at de to gæster er i færd med at vaske sig. Imens falder vandet i dråber, og kakerlakker løber hen over gulvet. Samtidig kigger et stort øje ud af en skodde, der åbner og lukker. Og man reflekterer over, hvem øjet egentlig kigger på. Der er referencer til både folkekunst og paladsudsmykning, så værket på én gang synes forfinet og folkeligt.
Om Randi & Katrine
Randi & Katrine er en dansk kunstnerduo bestående af Randi Jørgensen (f. 1974) og Katrine Malinovsky (f. 1976). De er uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2005 og har siden 2004 arbejdet sammen, hvor de har gjort sig bemærket med deres store finurlige installationer, som sjældent er uden humor. De har udstillet på bl.a. ARKEN, Gl. Holtegaard og Kunstforeningen Gl. Strand. I 2014 deltog de på Biennalen i Sydney, ligesom de også har udstillet i Seoul og New York.