www.warningglobalwarming.com

Med ide og design af Per Arnoldi vil en udstilling med hans seneste dramatiske motiv dukke massivt op i gadebilledet på Manhattan samt i Brooklyn og Queens fra 3. september. Først på plakater og siden på korte film. Kunstkampagnen er i Arnoldis klare, koncentrerede billedsprog en advarsel, en global warning om den truende global warming.

Internationalt samarbejde

The Climate Group, som arrangerer Climate Week NYC, og JCDecaux, verdens største udbyder af plakatpladser, har samarbejdet med den danske kunstner om visningen i New York. Ny Carlsbergfondet har støttet den kunstneriske udvikling af Arnoldis klimareplik, som på metropolens reklamesøjler samtidig markerer FN’s Generalforsamling, der åbner den 17. september, hvor netop de presserende og alvorlige klimatrusler står højt på dagsordenen.

17 millioner gange

Allerede 16. september intensiveres kampagnens synlighed med en række animerede udgaver af plakatmotivet. De korte film (15 sekunder) bliver placeret strategisk synligt på JCDecaux’ elektroniske plakatpladser i nabolaget tæt omkring FN-bygningen i det centrale New York. Her vil de køre i døgndrift måneden ud.

JCDecaux anslår, at GLOBAL WARNING / GLOBAL WARMING i perioden 3. – 30. september vil blive set over 17 millioner gange.

Warningglobalwarming.com – download og del!

Nok har FN’s Generalforsamling været anledningen til Arnoldis kunstneriske klimareplik, men med sit klare universelle sprog rækker GLOBAL WARNING / GLOBAL WARMING langt videre end New York. Derfor har den danske kunstner oprettet warningglobalwarming.com, hvor alle kan downloade og dele klimareplikken i forskellige formater.