I perioden 1958-63 drev Arthur Köpcke og hans kone Aase ”Tut” Larsen det legendariske Galerie Köpcke i København. Galleriet blev hurtigt en vigtig eksponent for den internationale avantgardekunst og introducerede kunstnere som Daniel Spoerri, Piero Manzoni og Niki de Saint-Phalle på dansk grund. Nu er breve og andet arkivmateriale fra Arthur Köpcke Arkivet, som til daglig befinder sig på ARoS, blevet digitaliseret og gjort tilgængeligt for alle på KTDK – Kilder til Dansk Kunsthistorie.